Det magiske vendepunkt – Hvordan små ændringer bliver til store forandringer

man lever i en gruppe, der består af 5 individer, skal man holde rede på 10 forskellige relationer: sit eget forhold til de 4 andre i gruppen plus de 6 tovejs-forbindelser mellem de andre. Det er, hvad der menes med at kende alle i gruppen. Man skal kunne forstå den indbyrdes personlige dynamik i gruppen, kunne jonglere med forskellige individtyper, gøre den enkelte tilfreds, tackle de krav, der stilles til ens egen tid og opmærksomhed osv. Hvis man derimod tilhører en gruppe på 20 individer, er der nu 190 tovejs-forbindelser at holde styr på: 19, der vedrører én selv, og 171, der vedrører resten af gruppen. Altså næsten en tyve-dobling af den informationsmængde, der skal til for at ’kende’ de andre i gruppen. Selv en relativt lille vækst i gruppestørrelse vil med andre ord føre til en betydelig ekstra social og intellektuel byrde.

vis man for eksempel skriver en liste over de mennesker, man kender, og hvis død ville gøre én ulykkelig, ville man nok nå frem til ca. tolv navne. Det er i hvert fald det gennemsnitlige antal. Navnene udgør, hvad psykologer kalder vores sympatigruppe. Hvorfor er den ikke større? Delvis er det et tidsproblem. Hvis man kigger på sympatilistens navne, er det sandsynligvis de mennesker, vi er mest opmærksomme over for – personligt, i telefonen, ved at tænke på dem eller bekymre os om dem. Hvis listen var dobbelt så lang og rummede tredive navne, og man altså kun brugte den halve tid på hver, ville man så stadig have et lige så nært forhold til dem alle? Formentlig ikke. At være ven med nogen

Når det gælder spredning af rygter, er forvrængningsprocessen næsten universel. I hukommelsesforsøg har man bedt folk om at læse en historie eller se på et billede og så med flere måneders mellemrum gengive, hvad de har læst eller set. Det viser sig altid, at der er sket en forfladigelse. På nær nogle detaljer er alt udeladt. Men visse detaljer er samtidig skærpet. ”Der er tydelig tendens til, at et billede eller en historie trækkes hen imod noget, som er velkendt fra forsøgspersonens eget liv, i overensstemmelse med hans egen kultur og frem for alt hen imod noget, der har særlig følelsesmæssig betydning for vedkommende,” skriver Allport. ”I vores bestræbelse på at finde en mening forkorter eller udfylder vi, så vi opnår en enklere og mere meningsfuld indramning.”63
Det er, hvad der menes med en oversættelse. For at gøre en idé smitsom forandrer Kendere, Sammenkoblere og Sælgere den, så uvedkommende detaljer udelades og andre forstærkes, hvorved budskabet selv opnår en dybere mening. Hvis man ønsker at starte en epidemi – hvad enten det er i sko, adfærd eller software – må man betjene sig af Sammenkoblere, Kendere og Sælgere, altså finde en person eller et middel, der kan oversætte nyskabernes budskab til noget, vi andre kan forstå.