«En gammel ven, der skulle dø, gav mig nøglen til sit skrivebord og bad mig lægge et bundt kærlighedsbreve i hans kiste lige inden låget skulle skrues på.
Det er sælsomt at stå der alene ved en død ven i en ligkiste og med et bundt forseglede kærlighedsbreve.
Skønt man ikke ved andet om indholdet, end at det er kærlighedsbreve, gribes man dog af den samme ømhed, som når for eksempel en levende fugleunge lægges i ens hånd. Eller – hvis dette kunne tænkes – et bankende hjerte.»
Således begynder fortællingen om en gammel svensk bondeslægt, der lever i pagt med naturen langt fra storbyens jag. Elisabeth Bergstrand-Poulsen fortæller hjertevarmt og malerisk om familiens liv og død i sidste halvdel af det nittende århundrede.
Elisabeth Bergstrand Poulsen (1887–1955) var en svensk forfatter og maler, der flyttede til Danmark i 1917, efter hun giftede sig med den danske billedhugger Axel Poulsen. Det smålandske bondelivs traditioner går igen i Elisabeth Bergstrand-Poulsens romaner, der ofte er skrevet i legendeform.