En velbevaret hemmelighed

Han satte sig mellem Sebastian og Jessica.
”Mor siger, man bør drikke et glas friskpresset appelsinjuice og spise en portion cornflakes med mælk, før man går om bord i de varme retter,” sagde Jessica.
”Og hun har ret,” sagde Giles, ”men det skal ikke forhindre mig i at sætte mig ved siden af den pige, jeg holder allermest af på jorden.”
”Det er ikke mig, du holder allermest af på jorden,” sagde Jessica, hvad der lukkede munden på ham mere effektivt, end nogen konservativ minister nogensinde havde haft held til. ”Mor har fortalt mig, at det er Gwyneth, du elsker. Politikere!” tilføjede hun så, sådan som Emma kunne have sagt det, hvad der fik Emma til at briste i latter.
Giles søgte tilflugt i mere smult vande og vendte sig mod Sebastian. ”Er du med på førsteholdet igen i år?”
”Ikke, hvis vi skal gøre os håb om at vinde nogen kampe,” svarede han. ”Nej, jeg skal bestå hele otte fag på O-niveau, hvis jeg overhovedet skal have en chance for at komme ind på Cambridge næste år.”
”Det ville glæde din moster Grace.”
”For ikke at tale om hans mor,” sagde Emma uden at se op fra avisen.
”Hvad har du tænkt dig at læse, hvis du kommer ind?”
”Sprog med matematik som andetvalg.”
”Fint nok, og hvis du virkelig får et stipendium til Cambridge, vil du have gjort det bedre end både din far og jeg.”
”Din far og mig,” rettede Emma ham.
”Men ikke min mor og moster Grace,” mindede Sebastian ham om.
”Sandt nok,” indrømmede Giles, der besluttede at holde mund nu og koncentrere sig om morgenposten, som Marsden havde taget med fra Barrington Hall. Han sprættede en lang, hvid kuvert op og tog et enkelt ark papir op, som han havde ventet på i nu seks måneder. Han gennemlæste dokumentet to gange, før han sprang jublende op at stå. Alle holdt op med at spise og stirrede på ham. ”Har dronningen bedt dig om at danne regering?” spurgte Harry så.
”Nej, det er uendelig meget bedre end det,” svarede Giles. ”Virginia har langt om længe skrevet under på skilsmissepapirerne. Jeg er igen en fri mand.”
”Det ser ud, som om hun underskrev dem i allersidste øjeblik,” sagde Emma og så op fra Daily Express.
”Hvad mener du?” spurgte Giles.
”Der er et foto af hende i William Hickeys klumme her til morgen, og i mine øjne ser hun ud til at være omkring syv måneder henne.”
”Står der, hvem der er far?”
”Nej, men det er hertugen af Arezzo, der står med armen om hende.” Emma rakte avisen videre til sin bror. ”Og han virker meget opsat på at fortælle, at han er den lykkeligste mand på denne jord.”
”Den næstlykkeligste,” sagde Giles.
”Betyder det, at jeg aldrig behøver at tale med lady Virginia igen?” spurgte Jessica.
”Ja, lige præcis,” sagde Giles.
”Jubi,” sagde Jessica.
Giles sprættede en ny kuvert op og fiskede en check op af den. Mens han kiggede på den, udbragte han en stum skål i kaffe for sin farfar, sir Walter Barrington, og manden ved navn Ross Buchanan.
Emma nikkede, da han viste hende den, og mimede: ”Ja, jeg har også fået en.”

”Min kæreste, som er med her i aften, og som sidder på første række, vil stå ved min side under resten af valgkampen,” sagde han til Giles’ forbløffelse.

Harry omfavnede sin kone.