Hvorfor skriver jeg

Først og fremmest frihed. For hvis jeg gjorde sådan og bare skrev tingene ned som jeg havde oplevet dem, og brugte mit eget navn, var det som om alle bekymringer om stil, form, virkemidler, figurtegning, tone, afstand, med ét ophørte, det litterære blev et spilfægteri der slet ikke var nødvendigt: Det gjaldt bare om at skrive. Men det var ikke kun friheden der gav kraft, det gjorde det uhørte ved det også, det at det i en vis forstand var forbudt.

Hvad den følelse af autenticitet, af verdensnærvær, beror på, ved jeg ikke, kun at den er sjælden,

åde Borges og Foucault var optaget af det rum virkeligheden udfolder sig i, hvordan det forandrer sig alt efter vores blik på det, og det de præsterede, var en slags fiktionens grundforskning, for også fiktionen arbejder med at etablere rum som verden kommer til syne i.