Sort død

Han gik op på dækket for at trække lidt frisk luft.
En øredøvende eksplosion efterfulgt af en enorm trykbølge fik alle lyde til at forsvinde.
Han sank ned i et sort, koldt mørke. Foroven brændte kolonier af ild, og forskellige genstande gled forbi ham og forsvandt i dybet. Han befandt sig i et ingenmandsland mellem det brændende helvede foroven og den mørke intethed under sig. Skulle han søge nedad og få det overstået? Angsten for døden fik ham til at tage nogle spjættende svømmetag, og inden længe øjnede han en mørk ø over sig, kun et kort stykke borte i det brændende hav.
Hans hoved brød overfladen, og han indåndede sort røg fra brændende olie, der føltes ætsende i lungerne. Et forkullet lig stødte ind i ham med issen først. I skæret fra flammerne genkendte han førstestyrmanden, hvis klassiske træk næsten var intakte, selvom det var tydeligt, at den rygende, sorte krop var blevet forkullet af den eksplosive varme. Armene rakte opad mod himmelen som en omsonst gestus mod skæbnen. Han mærkede en koncentreret lugt af brændt kød og hørte lyden af automatvåben. Han spejdede i retning af skuddene. En sort silhuet af en destroyer nærmede sig. En bølge traf ham bagfra, hvirvlede ham rundt, og en kraftig understrøm sugede ham nedad. Det var kun med nød og næppe, at han fik kæmpet sig tilbage mod overfladen. Det ville ikke vare længe, før han ville blive suget ned af destroyerens skrue. Motorlyden overdøvede alt, og projektører fejede hen over havoverfladen. Han råbte så højt, han kunne, for at få besætningens opmærksomhed.