10 lyriske erindringsbilleder af Mette Kappel om barndommens landskaber, og om hvordan det er at være pige, når kvindelivet begynder at kunne anes ude i horisonten.
«Langs den ene side af altanen løb en høj gulgrå mur, som mine forældre havde forbudt mig at klatre op ad, for eksempel på en stol eller taburet, og jeg forsøgte at overholde forbudet. Men det var svært, for når jeg kom op på stolen og lænede mig godt fremover, kunne jeg se dybt ned i Sønderjydens øde avisgård, hvor der aldrig kom et menneske, undtagen når der skulle smides noget affald ud i en af skraldespandene. Og det kildede foruroligende at kigge ned i gården og vide, at jeg stod sikkert på min egen altan, på min egen stol og om lidt skulle ind at spise. Og dog. Netop når jeg stod her mellem himlen og dybet og lod sindet chokeres ved den håndløse afstand mellem lys og mørke, var det som om jeg fornemmede, at de to alene hørte sammen i en sandhed, jeg ikke kunne forbinde med min egen.»
Mette Kappel (f. 1953) er en dansk forfatter, sanger, lyriker, dramatiker og underviser. Hun debuterede i 1983 med digtsamlingen “RUM”, og har sidenhen udgivet alt fra lyrik til små fortællinger, børnebøger og dramatik.
Udgangspunktet for Mette Kappels kunstneriske virke var ballet og sang. Men selv om sangen førte Mette Kappel fra musikvidenskab i Århus, til Det jyske Musikkonservatoriet og hele vejen til Rom var litteraturen og særligt digtningen en fast følgesvend.
Mette Kappel afholder skrivekurser, hvor litteraturens og sprogets univers undersøges i fællesskab og nysgerrighed.
