Den fattige dreng fra Odense – en bog om H.C.Andersen

han en hule, hvor han kunne sidde og drømme. Herinde kunne han også sidde og se, hvordan knopperne voksede om foråret. Han så bærrene blive modne, og han så løvet blive gult og falde af, når det blev efterår.
Hans Christian sad tit med lukkede øjne. Så så han ting for sig, som ikke normalt hændte i Odense. Han gik også med lukkede øjne på gaden. På den måde glemte han, hvor fattige de var. Han levede i sin fantasi, og i den var der mad nok, og alt var rigt og strålende.
Men når han gik på gaden med lukkede øjne, begyndte nabokonerne at snakke. „Den dreng har da dårlige øjne,“ sagde de, og de kunne ikke forstå, hvad der gik af Hans Christian. Han var ikke som andre børn.
Der var også en anden ting, der gjorde, at Hans Christian ikke var som andre børn: Han var enebarn, og det var ikke almindeligt dengang. Det betød, at han fik al den kærlighed, hans far og mor havde. De levede kun for ham og