Manden, som ville ingen ondt

Det er en illusion at tro at du – ene af alle – kan gå gennem livet uden at måtte sparke til en og anden på din vej.

Hvornår har mennesker ikke forfulgt de originaler, der gik rundt og praktiserede en godhed, de ikke havde nogen jordisk chance for at begribe?

jeg har helt glemt at du halter.

De vejede ingenting, de var verdens letteste byrde og han kunne have trukket dem til dens yderste grænse om der havde været nogen mening i det.

Det tilgiver han dig aldrig, sad han og sagde – aldrig.
Tilgive? Men det var da ham, der var den skadelidte, det var da ham der havde tilgivet, om der endelig skulle bruges så store ord.
– Jeg tror ikke jeg forstår hvad du mener, sagde han.
– Det skulle ellers ikke være så svært at forstå. Du har trådt ham for nær, simpelthen. Han er ikke vant til at få noget forærende og han vil heller ikke have det, det kan han slet ikke finde ud af. Tro ikke at han slikker din hånd når du klapper ham, han bider dig sgu så blodet flyder.

Han rystede på hovedet.– Nej, det vil jeg ikke have med at gøre, sagde han og Henrik stirrede vantro på ham.
– Jamen, Daniel –
– Nej, jeg vil ikke gøre mere ved det. Det er færdigt.
– Giv mig en af dine osepinde, jeg er temmelig rystet.

Jeg er jo så glad for jer, sagde han og rakte og rakte for at få sine verdner til at hænge sammen.