Kampen – Et liv i fodboldens tjeneste

over for forskelligheder og dermed et klogere menneske via de mange år i gamet. Det er nogle af de dyder, jeg kan give videre til mine to drenge gennem deres opvækst og i deres karrierevalg, uanset hvad de vælger at tage sig til.
Hvis ikke det afskrækker dem at læse, hvad jeg har fortalt her om mine erfaringer, vil jeg med glæde støtte dem, så godt jeg overhovedet kan, hvis de også vælger at blive fodboldspillere. For jeg vil godt kunne sætte mig ind i deres drøm om at satse på denne fantastiske sport, der har givet mig så meget mere, end den har taget.

Men nogle gange bliver man også nødt til at forfølge sine chancer, for jeg kan blive slemt skadet i morgen, og så er fuglen fløjet. Økonomisk og sportsligt er det også flere niveauer bedre i Schalke, så hvorfor sige nej?

Det kan være, det ændrer sig, når mine drenge bliver ældre og kan klare sig selv, for det har fodbolden lært mig. Man skal aldrig afvise noget som helst, for alt kan se anderledes ud i morgen. I det hele taget har jeg lært at være omstillingsparat over for nye scenarier i tilværelsen. Jeg er blevet et mere åbent menneske over for andre tankegange end min egen. Jeg er blevet tolerant

For nok er jeg fodboldspiller – men først og fremmest er jeg far og ægtemand. Når jeg er færdig med min fodboldkarriere, er de almindelige fridage nemlig hellige, så jeg for første gang, siden jeg var barn, kan deltage i familiefødselsdage, fester og mine børns tilværelse i samme udstrækning som alle andre.

Jeg bilder ikke mig selv ind, at jeg når samme niveau rent fysisk som i den første del af min Schalke-tid, men min udholdenhed, styrke, kondition og timing kan og skal blive bedre.
Det tager tid, kræfter og tålmodighed, og måske kommer det ikke igen, men med de rigtige omstændigheder, og hvis vinden blæser min vej, tror jeg på, at det lykkes. Jeg har i løbet af min første sæson haft besøg af den gamle Søren, der tittede frem i små glimt og gav mig nogle store oplevelser, og det er mit håb, at han kommer tilbage noget oftere for til sidst at blive der. Sulten er der i hvert fald stadig. Jeg føler den undertiden, når jeg hiver støvlerne frem aftenen før træningen og pudser dem sirligt, til de skinner – nøjagtigt som i mine barneår.
Ellers bliver jeg enten nødt til at stoppe eller acceptere, at mit niveau aldrig kommer op i samme gear igen. Et er dog sikkert. Jeg har ikke lyst til at sidde på bænken og glo i et år

til slutrunden i Sydafrika bliver jeg mere og mere stolt af med tiden. Jeg er blevet spurgt mange gange, om det var det værd. Pengene, smerterne og ubehagelighederne. Men det var det hele værd. Jeg er ikke blevet et lykkeligere menneske af at have været med til en slutrunde, men jeg er blevet et mere lettet menneske, fordi jeg har opnået det. Og fordi jeg er blevet ved med at forfølge det i stedet for at give op. Det er jeg stolt over, for jeg ved, at det ville have siddet som en knude i maven på mig resten af mine dage, hvis jeg ikke havde givet den alt, hvad jeg kunne, mens jeg kunne.
Det dér med bristede illusioner og drømme, som jeg ikke fik forfulgt, er en situation, som jeg lovede mig selv som helt ung, at jeg ikke ville havne i. Jeg ved, hvor bitter jeg ville have været, hvis jeg ikke kunne sidde tilbage i dag og sige til mig selv, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne.
Selvom min krop måske ikke helt har været bygget til professionel topfodbold, har jeg alligevel søgt de muligheder, der var for en type spiller som mig, med de forhindringer, som opstod løbende

Tværtimod er jeg stolt. Jeg er stolt over at have kæmpet de kampe, som jeg har været igennem, måden, hvorpå jeg har kæmpet dem, og stolt over udbyttet.
Især mit drive og mine ofre for at komme med

tanke omkring, hvad det kunne være blevet til, hvis jeg havde fået fuldt udbytte af mine evner, for det mener jeg ikke helt, at jeg har. Det siger jo sig selv. Det er umuligt, når man har tilbragt over en tredjedel af sin karriere skadet. Jeg har selv mine ideer om, hvordan det kunne have udviklet sig, og hvilken status jeg eventuelt ville have kunnet få på landsholdet

Jeg har dog nogle gange en lille nysgerrig

er i en heldig situation, hvor jeg kan gøre, hvad jeg har lyst til. Jeg kan stoppe min karriere i morgen, hvis det passer mig, og rejse jorden rundt med min familie og stadig have til mad på bordet. På det punkt har fodboldtilværelsen og mine uendeligt mange træningstimer givet mig en masse privilegier.