Med livet som indsats – en ludoman taler ud

Der kom mange kendte mennesker på besøg i vores hjem. Foruden Dirch Passer og Klaus Pagh fik vi besøg af bl.a. Lily Broberg, Bjørn Tidman, Hans Kurt, Otto Brandenburg, Gustav Winckler, Bent Werther, Ulla Pia, Susanne Lana og Bjørn fra Bjørn & Okay.

Jeg elskede den trøje, og jeg glemmer den aldrig. Den var et trofæ, jeg havde vundet, et bevis på, at jeg i en meget tidlig alder havde overvundet min egen frygt og usikkerhed.

Det var altid min far selv, der præsenterede aftenens modeller, og når det var min mors tur, kaldte han hende altid for Marianne. Det undrede mig. I virkeligheden hed hun jo Ruth, men det brugte han aldrig. Senere har jeg tænkt, at det atter en gang var sælgeren i ham, der var på spil.

Jeg erindrer, at min opførsel i min tidlige barndom var et tilbagevendende samtaleemne til konfirmationer, fødselsdage og julefrokoster i familien. Så snart der opstod lidt uro eller ballade, hvor en sodavand blev væltet eller nogen talte lidt for højt, kunne jeg være sikker på, at moster Elly og onkel Willy med det samme ville fremhæve min adfærd i det år, jeg tilbragte hos dem:

„Ja, du var godt nok et meget stille barn, Claus. Du sagde aldrig noget, du var meget nem at have med at gøre.“

Jeg blev sendt til Hillerød og boede et års tid hos moster Elly og onkel Willy. Min onkel havde en købmandsbutik og var kendt i hele sognet som Hami Olsen, fordi hans forretning var en del af butikskæden Hami. Moster Elly arbejdede på et fritidshjem, og sammen havde de min fætter og kusine,

Men det er klart, at jeg ikke trådte ind ad døren med en udstråling som en verdensmand. Det behov har jeg aldrig haft, uanset hvilken dør jeg trådte ind ad.

Jeg vidste godt, hvem han var. Han er ofte med i medierne, når det handler om ludomani, og jeg har også selv haft ham i studiet flere gange. Jeg lavede engang et portræt af bokseren Mark Hulstrøm, som i programmet fortalte om sin ludomani, og her mødte jeg behandleren første gang. Jeg kan huske, at vi sad og talte sammen efter interviewet i kantinen

På forhånd havde jeg bestemt mig for ikke at kigge væk eller forestille noget andet end det, jeg var, når de sagde „go’ dag“. Jeg var helt afklaret med, hvorfor jeg kom. Jeg småsnakkede med et par ansatte, mens jeg ventede på min behandler.

„Hej Claus, det er flot, du kommer.“

Det var det der „flot“. Det lagde jeg mærke til. Behandleren havde helt sikkert valgt sådan et ord med omhu. Det var rosende og bekræftende, og det havde jeg brug for.

Facit er, at jeg ikke længere skal bruge energi på spil og de løgne og det kaos, der altid følger med ludomanien. Nu kan jeg satse på livet – sort eller rødt, der er gevinst på begge felter, og kreditten er stor. Det er på tide, jeg lægger mørket bag mig og træder helt ud i lyset.

ansvaret for vores liv, så hvis jeg får et tilbagefald, er der ingen undskyldning. Men jeg kan slet ikke forstille mig at vende tilbage til en verden af jetoner og løgne. På den anden side har jeg oplevet for meget til at udstede garantier. Hvis jeg faldt i igen, ville jeg miste respekten for mig selv, og formentlig ville jeg helt miste lysten til livet, som det skete for min far. Jeg tror dog ikke, det sker.