Smaragdsliberen

Og ingen af dem forstår overhovedet, hvor trist og mørkt her er.

Det bliver en dyb sten, men den kan bære det uden at blive for mørk.

Jeg har også dristet mig til at tænke, at det måske kunne være himmelhvælvet med en galakse og skaberens bankende blå hjerte midt i det hele.”

“Jeg skal prøve at gøre det kort. Det Nye Testamente er oversat fra dels aramæisk, dels græsk. I omkring år 300 blev det oversat af en dommer eller en lovkyndig til latin. Jeg kan ikke huske, hvad han hed. Men det, at han var jurist, fik en ret stor betydning for de vestlige kristnes forståelse af død og dommedag. I den østlige ortodokse kirke mener man, at der ved dødens indtræden sker en form for gennemlysning, eller forklarelse eller afgørelse ...”
Hans stemme lyder ulden. Som om han er rørt. Hun stirrer på billedet af den munk, der på væggen over for hende går på den ene side af et stort og kraftigt lys.

Mandag

Mandag morgen er der ingen fru Kirchhoff til at tage imod. Da Pierre træder ind i villaen, er det Fabian selv, der står i glasboksen.
“Er fru Kirchhoff syg?” spørger Pierre forsigtigt.

En hånd slår teltdugen til side.

Flere drømme bliver dræbt af tvivl end af fejltagelser,”

Jeg har lige hørt en af mine naboer spørge, hvad vi dog skal stille op med de muslimer. Hun har kendt mig i en menneskealder. Hun var helt ligeglad med, at jeg hørte hende.”
Han er blevet flere år ældre på få døgn, tænker Pierre. I hvert fald ser han sådan ud. Molekylært er det måske endda sandt.
“Hvad sker der med os mennesker? Hvad går der af os? Hvad går der af mine naboer, som kender mig og som nu hader mig? Hvad går der af de unge? Inden længe er det Ramadan og bagefter Eid. Det skulle være en festtid. Vi skulle købe nyt tøj. Vi skulle være glade. I stedet køber vi kister. Vi begraver muslimer og kristne og jøder og ateister, den ene efter den anden. Som

Man har i dag fortalt mig om Deres slægtskab med officeren Stahlmann. De behøver ikke at gøre Dem anstrengelser for min skyld. Jeg er for gammel til at bære nag. Jeg mener ikke, at børn skal bære byrderne af deres forfædres synder. Ens egne kan såmænd være rigeligt endda.”

Der måtte være en art forskydning i tiden, som kun han forstod. At have mødt Lena, at have elsket hende, at have fået en datter med hende, var hele resten af livet værd. Om end han måske ikke følte sig klar til en tilværelse i skyggen af det, der havde været, så var han i det mindste indforstået med, at sådan blev det. Det forekom ham rimeligt nok.
Han koncentrerede sig om Zara og hendes sorg. Alene med en seksårig pige så verden anderledes ud, end den havde gjort før. Lena havde haft blik for de små mirakler i et barns verden. Hun tog sig tid til at beundre en sommerfugls luftdans. Hun tog sig tid til at høre beretningen om en kats færden på gaden. Og hun lyttede til Zaras betragtninger om sin far og mor og om andre børn, som Zara kendt