Skift

midnatsvagten, og så skyerne hvirvle og blive vakt til live over bakkerne. De tårnhøje bygninger i horisonten – Kragen kaldte dem skyskrabere – fangede den opstigende sol som det første. Det var et tegn på, at verden ville vågne endnu en dag. Hans fødselsdag, huskede Mission. Han efterlod sin tallerken på bordet sammen med en polet til den, der gjorde rent efter ham, mens han prøvede at lade være med at tænke på rengøring overhovedet. I stedet skyndte han sig otte niveauer ned, før siloen vågnede for alvor. Han havde retning mod Reden og følte sig ikke så meget som en dag ældre.

Velkendte ord hilste ham velkommen ved afsatsen på niveau 13. Oven over døren stod der ikke et tal, men:

Kragens rede

Ordene var malet med store bogstaver og klare farver. De fulgte skabelonen fra tidligere år og generationer, farve dænget oven på farve og skæve bogstaver formet af mere end en enkelt lille hånd. Siloens børn kom og gik og satte deres aftryk med pensler, men den gamle Krage forblev.

Hendes rede bestod af børnehaven, dagskolen og klasseværelser forbeholdt toppens børn. Hun havde siddet på sin pind i længere tid, end nogen kunne huske. Nogle sagde, at hun var lige så gammel som siloen selv, men Mission vidste, at det bare var en legende. Ingen vidste, hvor gammel siloen var.

Han trådte ind i Reden og fandt gangene tomme og stille, dagen var stadig ung. Fra et klasseværelse lød der dæmpet skramlen af borde, der blev rykket på plads. Mission fangede et glimt af to lærere, der snakkede sammen i et andet klasseværelse med ængstelsen mejslet i ansigterne. De diskuterede sikkert, hvad de skulle stille op med en yngre udgave af ham. Duften af stærk te blandet med lugten af lim og kridt. Der stod rækkevis af metalskabe, der havde hårdt brug for en omgang maling og fyldt med buler fra små knytnæver; de teleporterede Mission tilbage til en anden tid. Det føltes, som var det i går, at han havde rendt rundt og terroriseret gangene. Han og alle hans venner, som han ikke så længere – i det mindste ikke så tit, som han gerne ville.

Kragens klasseværelse lå helt nede i den anden ende og stødte op til den eneste lejlighed på hele niveauet. Lejligheden var blevet bygget særligt til hende, havde oprindelig været et klasseværelse, i hvert fald ifølge rygterne. Og selvom hun kun underviste de allermindste nu om stunder, så tilhørte hele skolen hende. Dette var hendes rede.

Mission huskede, at han var kommet til hende på forskellige tidspunkter i sit liv. I starten for at søge trøst, fordi han følte sig så lan