Forraadt

Hvad kan det nytte at ta slig paa Veje, Aurora? Vel vidste jeg, at Du var uskyldig og uvidende, men Du kan da vel ikke ha tænkt Dig, at en Mand i min Alder skulde møde frem til Brudesengen saa blank som en nyslaat Toskilling? Sligt falder ikke fore i Verden, Aurora.»

Jeg gaar ikke med Sladder,» sa Halfdan kout og bar knejsende Tallerknerne ind i Stertsen.
«Fruen ligger paa Sofaen, siger han. Jeg synes hun svindser om paa Dækket om Nætterne, hun ogsaa.»
«Ja,» sa anden Styrmand. «Naar han gaar ned, kommer hun op.»

Carl Adolph Riber, 32 Aar gammel, Søn af gode Forældre og i en god Stilling. Min eneste Ulykke er, at jeg har faat Dig til Kone.»

Kalder Dere ham for Eneherskeren?»
«Ja, og ikke alene vi, men hele den norske Sjømandsstand. Men Du maa ikke sige, at jeg har sagt det, Ory. Han var i Stand te hive mig paa Sjøen.»

Ikke saa at forstaa, at der ikke skulde være Forskjel paa Mænd. Du skulde bare vide, hvadslags Forfatning af Sygdom og Udlevethed mange Brudgommer møder op med – ja, det kjender Du vel heller ikke noget til. Men Gudskelov – saapas Styr har jeg dog holdt paa mig selv»

Jeg har forresten vært forlovet med hende,» kom det derpaa resolut.

Sanselig anlagt er hun ikke, i ethvert Fald er det endnu ikke vaagnet hos hende. Skuffelsen i den Henseende tar jeg med Ro, eftersom det ikke kommer af, at hun har imod mig og foretrækker en anden, og eftersom jeg er sikker paa, at hun en vakker Dag pludselig forandres

Han grubled over Ory og over sit Ægteskab, og han kunde ikke rigtig klare, hvad der var ivejen, eller hvorfra den egentlig hidrørte denne Modfaldenhed, som saa ofte kom over ham, efter at han var bleven gift.

Spisestuen var kostbart udstyret med Brysselerteppe, Gobelingardiner og solide Mahognimøbler. Der var Malerier paa Væggene, og Sølvtøjet paa Buffeten fordobledes i Bagstykkets svære, skinnende Spejlflade. Bordet pranged med slebne Karafler, Frugtvaser og Blomsteropsatser, og der var stillet 6 Glas ved hver Kuvert.

Ophidset, febrilsk, saa hun knapt kunde styre sig, med brændende Øjne og ond Hjærtebanken havde hun fra Galleriet i det store Dansehus, hvortil Kusken havde kjørt dem, sét ned paa den hvide og lueforgyldte, blændende oplyste Balsalon, hvor store, skjønne, pragtfuldt klædte Kvinder med nøgne Rygge og blottet Bryst og ikke Spor af Ærmer i de saakaldte Kjoleliv, boltred sig rundt med de svajende Legemer tæt op til fintklædte Herrer i alle Aldre, mens de udstødte Knæg og Hvin, der skar som Hyl af Katte gjennem Straussvalsens brusende Toner. Naar Herrerne skulde engagere gik de om med Lorgnetten paa Næsen og mønstred nøje Damernes blottede Lemmer, før de, ved at sætte Stokken paa deres Kjoleslæb, opbød dem til Dans.
De skulde «ende muntert». Sligt kaldte Riber for muntert.