Mrs. Dalloway

Måske var han overbevist ateist, men han blev overrasket af øjeblikke af stor opstemthed. Intet eksisterer uden for os, tænkte han, undtagen en sindstilstand; en længsel efter trøst, efter lindring, efter noget, der ligger ud over disse elendige pygmæer, disse svæklinge, disse hæslige, disse feje mænd og kvinder. Men hvis han kan forestille sig hende, så eksisterer hun på en eller anden måde, og mens han går ned ad stien med øjnene vendt mod himlen og grenene, forlener han dem hurtigt med kvindelighed; ser forbløffet, hvor alvorlige de bliver; hvor majestætisk de mørke, skælvende blade, når brisen får dem til at dirre, skænker medlidenhed, forståelse, tilgivelse, og så, idet de pludselig slynger sig selv op mod himlen, tilintetgør de deres fromme fremfærd i overstadig vildskab.

Men han havde Elizabeth, han elskede Elizabeth.

et fald i kroppens tidevand