Stillidsen

Og da sommeren var forbi, og det var på tide at sende hende tilbage, og hun græd fordi hun skulle rejse og moderen ikke tog telefonen, afbestilte han flybilletterne og ringede rundt for at se om han kunne melde hende ind i første klasse.

“Et stilleben som det der –” han pegede på Claesz-billedet med en langsom, bølgende bevægelse (gulnede fingernegle, arret, venøst netværk på bagsiden af hånden) – “ja, så ihærdigt et trompe l’æil-maleri.

vejen derover: “¿Usted puede subir con nosotros?

Det er ikke kød og blod, men hjertet der gør os til fædre og sønner.

SCHILLER