Happy ending

Det er ikke løgn, min stemme er tynd og tror tydeligvis ikke selv på sit eget forehavende, og hun overhører den da også. Som udgangspunkt skal folk under 4o ikke have pension, vi skal have såkaldt individuelt tilrettelagte ressourceforløb, jeg ved det jo godt, har læst på lektien.
„Vi har som sagt kigget på det.“ Det er rehabiliteringsteamet, hun referer til, og jeg behøver ikke at se på hende for at vide, at hun smiler sit det er jo til dit eget bedste-smil. „Men nu er der så sket det, at jeg er faldet over noget helt nyt, et projekt, som du lige præcis matcher.“
Håbet synker i min mave som en overfyldt båd med illegale flygtninge. Der er ingen overlevende, det ved jeg allerede nu. Jeg ser på Sagsbehandlerens spændte ansigt, uden at høre efter hvad hun siger, tæt på er hendes hud grov og tør. Man kan se, at hun ryger. Det gør de næsten alle sammen på Jobcentret, det er jo heller ikke verdens fedeste job, de har nok brug for de stimulanser, de kan tillade sig, smøger, sort kaffe, lykkepiller, blødt brød fra bageren og slikposer i frokoststuen. Hun er bare et menneske, minder jeg mig selv om, imens jeg ser hende finde afslaget og en pjece fra bunken på bordet frem. Hun rækker mig begge dele. Pjecen har det sædvanlige format, et A4 ark foldet på midten, her og der peppet op med gratis cliparts. Den er printet ud i sort/hvid.

åb om, at mission HOPLA skal lykkes.

. Forskellen er selvfølgelig bare, at ingen af os her på stedet er her af egen fri vilje,