Fars dreng

“Hvad for spørgsmål?”

“Vi ses i arresten,” sagde Per og skubbede døren op med skulderen.

* * *

Sam Witell missede op mod den blå himmel, der kunne ses uden for vinduet i cellen, han sad i. Det sved i øjnene. Han var træt efter afhøringen, han kunne ikke klare at se politifolkenes og anklagerens nyfigne, undrende blikke. Orkede ikke at høre deres idiotiske spørgsmål. Han ville bare ud og lede efter Jonathan!

Han havde i hvert fald givet dem noget. Den der mand, alarmsælgeren, der ventede på ham, da han kom hjem fra arbejde i går. Sælgeren var blevet stående uden for huset unødvendigt længe. Det havde han da gjort? Men hvorfor?

Måske stod han bare og beundrede huset eller udsigten til Ensjön? Der kunne være hundrede forskellige grunde til, at manden blev stående.

Sam lagde hovedet tilbage, lukkede øjnene og udstødte et uartikuleret brøl.

Han savnede ikke Felicia. Han forstod, at det var sådan, det var, og et øjeblik blev han bange for sig selv.

sagde Mia, der stod med hænderne i siden.
Henrik gik ned på knæ.
“Sam? Det er på tide at vågne op nu,” sagde han højt.
Sam så op på ham med det ene, missende øje.
“Ja ... Jonathan?”
Stemmen var hæs og rusten, og der kom en sur stank af spiritus fra hans mund.
“Hvordan går det med dig?” spurgte Henrik, da Sam satte sig op.
“Jo, jo,” sagde han utydeligt. “Men hvor er Jonathan? Har han det godt?”
Henrik nikkede bare som svar. Hvad skulle han sige?
“Hvor har du dit tøj?” spurgte Mia.
“Derinde,” sagde Sam og nikkede over mod badeværelset.
Mia hentede trøjen, jeansene og underbukserne og rakte det hele til Sam, som klædte sig på med kluntede bevægelser.
“Han er helt væk,” sagde hun til Henrik. “Hvad gør vi?”
“Vi tager ham med,” sagde Henrik.
“Men hans bil?”
“Den tager vi også med,” sagde Henrik. “Sam, jeg skal have din bilnøgle.”
Sam sukkede tungt og ledte med hånden i sine bukselommer. Det var, som om alle bevægelser var meget anstrengende for ham.
“Jeg har den ikke,” mumlede han sløret. “Men den må være her et eller andet sted.”
Han satte hænderne for munden som en tragt og råbte:
“Hallo? Bilnøgler, kom frit frem!”
“Vi har ikke tid til at lede efter dem,” sagde Henrik. “Vi er nødt til at køre nu.”
“Hvor skal vi hen?” spurgte Sam.
“Hjælp mig lige,” sagde Henrik til Mia, og de tog fat i Sam og fik ham på benene.
“Vent lige,” sagde han, “jeg skal ...”
Opkastningen kom med voldsom kraft.
Henrik så appellerende på Mia.

Der er flere artikler om det på nettet.”