Parasitbreve

Jeg sprang ud af vindueshullet og løb gennem byggepladsens mudder, kravlede under hegnet og vendte tilbage mod byen. Dens villaveje med blandingen af gamle landsbyhuse og nybyggede røde kasser. Børn gik mod skolerne nu med trafikklubtasker på ryggen og refleksbånd om anklerne. Fire midaldrende mennesker i dynejakker stod i kreds om en tyndskidende king charles-spaniel i en indkørsel og sagde nåårh på skift. Hovedgaden lignede et friluftsmuseum for butiksdød. Men solen var ved at tage sig sammen til atter at skulle skinne på det hele. Det var ikke ligefrem smukt, men det var uden tvivl solidt placeret i samfundet, og jeg tænkte: Nå ja, så lever vi endnu en dag i samfundet, det må man tage med.

(Rent anekdotisk: Jeg hørte engang Slagelses forhenværende borgmester fortælle om sine unge dage. Måske levede jeg af mit bankjob, men jeg levede for min taekwondo, sagde han. Det var lysten til at stå på en svedig 8 x 8 meters gummimåtte i en multihal i provinsen og blive sparket hårdt i hovedet af en Venstre-mand med et overskæg og en lovende karriere foran sig, det var dén følelse, jeg vågnede med)