Hildegard II

»Vi er mennesker,« svarer hun langt om længe, »vi tvivler, og vi tror. Vi skal søge tilgivelsen i alt, hvad vi gør.«

»Du havde din gave,« hvisker han pludselig i mørket før daggry, »du hørte Herrens stemme og behøvede aldrig at tvivle.«

Herren er som en smed, der får flammerne til at blusse op, når han blæser på dem. Han undersøger sit værk fra alle sider og fuldender det. Han leder os hjem til evighedens glæde, han lader os høre englenes sang og giver sjælen kroppens dragt tilbage, når tiden er inde.

Vig bort, Satan, vig bort, mine ord er den kost, der fejer teltet rent, mit hjerte brænder urenheder bort, intet menneskes krop vil beskytte dig.

forstå, at selvom kvindens krop er svagere end mandens, er også den Helligåndens telt, og dæmonen må vige for den rette ejer

Gud tillader, at mørket findes i denne verden, han tillader fristelse og synd, så vi hele tiden kan nå frem til et klarere og renere lys.

Beskyt dem, som er taget til fange,

Befri dem, der er lagt i lænker.

Du er den mægtige vej, der strækker sig

Gennem og over alt

I himlen, på jorden, gennem

Dybet. Du ordner og omslutter,

Gør alting til ét.

Det er svært at forstå, når det, Hildegard kalder for renselse, mest af alt ligner elendighed.

Gud har ikke skabt ondskaben, men gav enhver den frie vilje, også de engle, der valgte at sætte sig op mod Herren og følge Lucifer, da han faldt.

Han, som er, siger: Jeg tilintetgør ulydighed, jeg knuser modstanden fra den, der håner mig. Ve, ve for grusomme mænds ondskab, de foragter mig!