Skildpadder hele vejen ned

Det er helt okay du er okay kys ham nu bare du bliver nødt til at tjekke noget det er okay opfør dig nu for helvede bare normalt tjekke om hans bakterier bliver i dig milliarder af mennesker kysser uden at dø bare lige sikre dig at hans bakterier ikke koloniserer dig permanent nej hold nu op please stop det han kunne have campylobakter han kunne være en symptomfri E. Coli-bærer og hvis du får det skal du have antibiotika og så får du C. diff og bang død i løbet af fire dage hold nu for helvede op og kys ham TJEK DET NU BARE FOR AT VÆRE HELT SIKKER.

Der er håb, selv når din hjerne fortæller dig, at der ikke er det.

Jeg – et stedord i første person ental – skulle komme til at fortsætte, om end altid i efterfremtid.

Spiraler bliver uendeligt meget mindre, jo længere man følger dem indad, men de bliver også uendeligt meget større, jo længere man følger dem udad.

Jeg savnede alle. At leve er at savne.

‘Jeg kan opsummere alt, hvad jeg har lært om livet i to ord: Det fortsætter.’

Jeg ville altid være sådan, altid have det her inden i mig. Jeg kunne ikke bekæmpe det. Jeg ville aldrig kunne vinde over dragen, for dragen var også mig. Mit selv og sygdommen var knyttet til hinanden indtil døden.

Dr. Karen Singh plejede at sige, at en uvelkommen tanke var ligesom en bil, der kører forbi en, når man står i vejsiden, og jeg sagde til mig selv, at jeg ikke behøvede at sætte mig ind i den bil, at mit valg ikke handlede om at have tanken, men om, hvorvidt jeg lod mig føre med af den.

Det er ligesom, når jeg vender blikket indad, så er der ikke noget rigtigt jeg – bare en masse tanker og adfærd og omstændigheder. Og meget af det føles ikke, som om det er mit. Det er ikke noget, jeg gerne vil tænke eller gøre eller sådan. Og når jeg leder efter det sådan Virkelige Mig, finder jeg aldrig noget. Det er ligesom de der russiske babusjkadukker, ikke? Dem der, som er hule, og når du åbner dem, er der en mindre dukke indeni, og du bliver ved med at åbne hule dukker, indtil du omsider kommer til den allermindste, som ikke kan åbnes.

»Det er, ligesom om der er en løkke om min hals, der bliver strammere og strammere, og jeg vil så gerne slippe fri, men når jeg kæmper imod, strammes rebet bare. Spiralen bliver bare snævrere og snævrere.«