Kunsten at være alene

Behovet for at være alene vokser, hvis man har problemer med at være ’sig selv’ i sociale sammenhænge. Nogle er i stand til at vise følelser, mens andre holder sig tilbage. Hvis forskellen mellem, hvad man viser udadtil, og hvad man føler indadtil, bliver for stor, kan der opstå psykiske problemer. Modsatrettede kræfter går i konflikt med hinanden og skaber usikkerhed og ambivalens, og mange flygter ind i ensomheden for at opleve kontrol og forudsigelighed.

Men mange steder nævnes det, at oplevelserne er svære at fortælle om. Sproget fanger ikke fænomenet ind. Nærdødsoplevelserne ligger hinsides den lineære tid, og i det hele taget hinsides alt, hvad de fleste havde forestillet sig.

Når man er begyndt at forstå sig selv, kan man opnå en sand forståelse for andre, fordi vi alle er indbyrdes forbundne. Det er meget vanskeligt at forstå andre, mens man stadig er viklet ind i tummelen af følelsesmæssige engagementer; fordi vi altid tolker andre ud fra vores egne behov.

En række operaer slutter med en scene, hvor den døende falder om i den elskedes arme som en fuldbyrdelse af kærligheden. F.eks. var Wagner ekspert i netop at bringe det ekstatiske i kontakt med døden. Niebelungsringen afsluttes med, at Brünhilde følger Siegfred i døden, idet hun stiger på sin hest og ridder ind i flammerne fra hans begravelses ild.

Der er flere beskrivelser af, hvorledes spirituelle oplevelser får en ekstatisk karakter, som ligger tæt på dødsoplevelser. F.eks. bliver orgasmen omtalt på fransk som ’den lille død’.

Ved at afklippe Kontakterne med andre Mennesker var det først, som om jeg tabte i Kraft, men samtidig begyndte mit Jeg ligesom at koagulere, fortætte sig omkring en Kærne, hvor alt, hvad jeg havde oplevet, samlede sig, blev fordøjet og optaget som Næringsstof af min Sjæl. Samtidig vænnede jeg mig til at omsætte alt, hvad jeg saa og hørte, alt i Huset, paa Gaden, ude i Naturen til det Arbejde, jeg havde for …

Kierkegaard omtaler ensomheden i Sygdommen til døden som ’sjælens ubodelige ensomhed’ og beskriver den som en almenmenneskelig oplevelse, som udløses, når individet lever fastlåst på det æstetiske niveau og vånder sig i fortvivlelse47.

Vi bliver født alene, og vi dør alene. Man kan lige så godt vænne sig til det først som sidst. Man kan leve sammen med andre, men sammen betyder som regel ved siden af. Og det er fint nok. Man lever side om side med andre, og i heldige glimt lever man måske endda sammen med dem. Man sidder i samme bil, spiser samme middag, fejrer samme jul. Men ensomheden er noget andet end at køre bil sammen, spise middag sammen eller fejre jul sammen. Det er to yderligheder. To planeter …43

Jeg finder det sundt at være ene den meste Tid. At være i Selskab, selv det allerbedste, bliver snart trættende og forstyrrende. Jeg elsker at være alene. Jeg har aldrig været i et Selskab, der var saa selskabeligt som Ensomheden. Vi er oftest mere ensomme, naar vi færdes ude blandt Mennesker, end naar vi sidder i vort Kammer …38

For Goethe var ensomhed en mulighed for eftertænksomhed over konflikten: Om mennesket har lov til at trække sig tilbage fra verden, eller om det bør være et aktivt, nyttigt medlem af samfundet? Hoffet og det bedre borgerskab valgte det første; Goethe valgte det sidste. Hans svar var klart: Mennesket bør virke i og for samfundet! Han dyrkede selv ensomheden, men ikke den underholdende og iscenesatte. Han søgte snarere den følsomme have, hvor sindet i landlig idyl kunne vendes mod skaberen; her fandt han lykken og dyden. Og på afstand blev han klogere på samfundet; han så klarere, når han ikke var en del af intrigerne og rænkemageriet.