Maze Runner – Labyrinten

det. Man må aldrig have det dårligt med at græde. Nogensinde.«

de grå sten. Et par træer omgav den, og deres rødder mindede om krogede fingre, der gravede sig ned i klippegulvet for at søge føde. I et andet hjørne af komplekset var der haver – herfra kunne Thomas se majs, tomatplanter og frugttræer.
På den anden side af gårdspladsen var der indhegninger med får og grise og køer. En stor lund fyldte det sidste hjørne; de nærmeste træer så forkrøblede og visne ud. Himlen ovenover var skyfri og blå, men Thomas kunne ikke finde solen, på trods af det klare dagslys. De snigende skygger på væggene røbede hverken tid eller kompasretning. Det kunne lige så godt være tidligt om morgenen som sent på eftermiddagen. Da han åndede dybt ind for at dulme sine nerver, blev han bombarderet med en blanding af lugte. Friskgravet muld, gødning, fyrretræ, noget råddent og noget sødt. På en eller anden måde vidste han, at det var lugte, der hørte til på en bondegård.
Thomas kiggede igen på dem, der havde taget ham til fange. Han følte sig kejtet, men ønskede desperat at stille spørgsmål. Fange, tænkte han. Hvorfordukkede det ord op i mit hoved?Han skannede deres ansigter, betragtede og vurderede de forskellige udtryk. En af drengenes øjne blussede af had og fik ham til at stoppe brat op. Han så så vred ud, at det ikke ville være kommet bag på Thomas, hvis drengen havde forsøgt at dolke ham. Han havde sort hår, og da de fik øjenkontakt,

vinden og blive erstattet af nysgerrighed. Han ville vide, hvor han var, og hvad der foregik.
Med en knagen og et metallisk brag stoppede rummets opstigen. Det pludselige ryk kastede Thomas ud af hans sammenkrøbne stilling og hen over det hårde gulv. Han kom på benene og følte rummet svaje mindre og mindre, indtil det til sidst var ubevægeligt. Der blev helt stille.
Der gik et minut. To. Han kiggede i alle retninger, men så kun mørke. Han følte igen langs med væggene for at finde en vej ud. Der var intet, kun køligt metal. Han stønnede frustreret, og ekkoet blev forstærket og lød som en forpint klagen. Lyden døde hen, og stilheden vendte tilbage. Han skreg, kaldte på hjælp, bankede på væggene.
Ingenting.
Thomas bakkede ind i hjørnet igen, lagde armene over brys­tet og skælvede. Han følte en sitren i brystet, som om hans hjerte ønskede at undslippe, at flygte ud af kroppen.
»En eller anden ... hjælp mig!« skreg han så højt, at ordene gjorde ham hæs.
En høj metallisk lyd rungede over ham, og han gispede forskrækket, da en lige linje af lys bredte sig hen over loftet, og Thomas så, at sprækken udvidede sig. Et par skydedøre blev tvunget op med en tung, skurrende lyd. Efter så lang tid i mørke skar lyset i øjnene, og han kiggede væk og dækkede for ansigtet med begge hænder.
Han hørte lyde over sig – stemmer – og

Drengen burde gå i skole, være hjemme, lege med de lokale unger. Han fortjente at komme hjem om aftenen til en

familie, der elskede ham og bekymrede sig om ham. En mor, der fik ham til at gå i bad hver dag, og en far, der hjalp ham med lektierne.

Snart havde Teresa fundet Thomas og sat sig ved siden af ham.

hænge ud med strafferne? Måske dele en sandwich?«

Thomas mærkede sit håb svinde. »Har du nogen bedre idéer

En høj metallisk lyd rungede over ham, og han gispede forskrækket, da en lige linje af lys bredte sig hen over loftet, og Thomas så, at sprækken udvidede sig.

Thomas sad lænet op ad træet og ventede på Chuck. Han så rundt på Lysningen, dette mareridtssted, der tilsyneladende skulle være hans nye hjem. Skyggerne fra væggene faldt noget længere nu og sneg sig allerede op ad siderne på de vedbenddækkede klippevægge overfor

Thomas blev siddende et stykke tid, for overvældet til at røre sig. Til sidst tvang han sig selv til at kigge hen på den grove træbygning. En gruppe drenge gik rundt udenfor og kiggede ængsteligt op på de øverste vinduer, som om de forventede, at et hæsligt monster når som helst kunne springe ud i en eksplosion af glas og træ