Rød mand/Sort mand

Han dør, tænker han. Selvfølgelig dør han. Og det er os der dræber ham.

Kolonien er fuld af danskere der svirer og horer med de indfødte kvinder, og med hinanden, vandaliserer bygningerne og spreder uhumskheder over det hele. Stranden er tætpakket med indfødte telte, og flere og flere hedninge kommer ti

Jeg er Aappaluttoq. Nu rejser præsten. Nu er jeg alene. Jeg kan se ham derude. Står på dækket og kigger sig tilbage, som Lots hustru. Jeg tager hatten af hovedet og vifter med den. Og han løfter hånden og besvarer min hilsen.

Farvel, præst. Du tror det er slut nu. Du tror at kampen er forbi. Sådan er det for jer danskere. For jer er Grønland noget med en begyndelse og en slutning, noget man rejser til og forlader igen. Men sådan er det ikke for os der hører til her. For os slutter det aldrig. Grønland er vores land, hele vores liv fra vugge til grav. For os er kampen ikke forbi.

Tit er der en større sandhed og økonomi i digtet end i faktualiteten.

Ved denne lejlighed mindede jeg dem om deres store utaknemmelighed og gudsforagt, idet de hverken takkede Gud for næringen og ej heller påkaldte ham derom, men levede som før, ligesom ufornuftige bæster, hvilket forårsagede, at Gud har taget sin velsignelse fra dem og lader dem lide nød.

jeg kan godt lide jeres konge. Jeg forstår ham. Hans svagheder er mine svagheder, vores alles. Han er et menneske. Og jeg er en af hans undersåtter. Sådan må det være.

hjerte. Han har den fremme nu. Sikke et frygteligt grin, tænker han lettere ubehagelig til mode. Spidse tænder, stikkende øjne. Ren ondskab, men ondskab der morer sig. Det er Gud der ler, tænker han. Nej, sikke noget sludder. Burde bede et fadervor.

intet gøre uden at sukke både for dem og mig selv tillige.

forfaldt på 64. grader og kom udi en god og sikker havn, uden for det såkaldte Baals-Revier på den vestre side af Grønland. Førend vi kom til landet, omtrent to mil derfra, kom en del grønlændere til os i deres små både. Her så jeg de folk, for hvis skyld jeg havde påtaget mig så megen møje. Deres første anblik kom mig så miserabel for, som de i sandhed i sig selv også var miserable og ynkværdige mennesker; thi hvad er elendigere end ikke at have Guds kundskab? Jeg kun

Jeg kommer ned i dalen. Der ligger herrnhuternes nye store hus med klokketårnet og den toetagers