Bevidsthed

På hverdagsniveau er seksuel tiltrækning slet og ret seksuel tiltrækning. I en terapi kan man ved at afstå fra at leve seksualiteten ud bringe følelserne op på et højere mere abstrakt niveau, hvor de indgår i en mere dybtgående personlighedsforandring. Hvis seksualiteten bliver taget bogstaveligt og fysisk, går terapien i stykker, og den overordnede proces standses.

Hovedproblemet, når en proces er gået i stå, er, at en konflikt mellem lige stærke og modsatrettede kræfter ikke kan løses på det niveau, hvor konflikten finder sted. Skal en forvandling indtræffe, må det ske via et overordnet niveau, som kan gribe ind og regulere de stridende systemer.

Man skelner her mellem synton (afstemt) modoverføring og dyston (uafstemt) modoverføring.

Ved en synton modoverføring mærker terapeuten noget i sig selv, som i virkeligheden hidrører fra klienten, det kan være følelser og andre psykiske indhold, som denne ikke kan rumme og derfor overfører til terapeuten. Terapeutens opgave er nu at bringe indholdets art frem i lyset og den energi, det rummer, ind i processen.

I sine biologiske modeller talte Bateson om kredsløb inden i hinanden, fx DNA i cellen, cellen i kroppen og organismen-i-sit-miljø245.

Tilsvarende viser det sig ofte i parterapi, at nok har den ene person symptomet, men det er parret, der har problemet. Hvis den „syge“ person bliver rask, begynder den „raske“ at få symptomer.

en familie med et skizofrent medlem er det ifølge denne opfattelse ikke bare den skizofrene, der er syg, men snarere dynamikken i familien det er galt med.

Fordi vi hele tiden vurderer dele af vores personlighed negativt og fortrænger dem, lever de en sammenkrøllet tilværelse, hvor vi er ude af stand til at se deres vækstpotentialer.
Modsætningen til denne blokering er accept. Det er kernen i al visdom. Man kunne også tale om kærlighed, som systemet retter mod sig selv.

Alle disse opfattelser refererer imidlertid til et lille egosystem, som i en bestemt bevidsthedstilstand kører i snævre cirkler og dermed bremser en fremadskridende proces frem for at åbne sig for den.

I den vestlige kultur er der en splittelse mellem refleksion og proces. Det er ukristeligt at være „navlebeskuende“. At „bore i sig selv“ er narcissistisk, selvoptaget, asocialt og meget andet. I en artikel om systemteori kan man læse, at „det er en gængs erfaring, at refleksion udmarver“, det virker handlingslammende at spekulere for meget241.
Alle disse opfattelser refererer imidlertid til et lille egosystem, som i en bestemt bevidsthedstilstand kører i snævre cirkler og dermed bremser en fremadskridende proces frem for at åbne sig for den.