Livets blod

“Han er allerede besnæret af Thora og hun af ham. Jeg kastede kærlighedsmagi på dem.” Odin smilede snedigt.

Hun bliver min,” sagde Ben langsomt. “Jeg sværger, at hun bliver min. Elias, du skal hjælpe mig med at blive løsnet fra Mardöll.”
“Og jeg giver mig selv til den anden,” sagde Arthur. Det lød højtideligt.
Elias trak på skuldrene og så rundt på de mange kvinder på cafeen. “Så tager jeg resten.”

Ben glattede håret. “Dengang jeg levede i Accra som barn, tilbad min mor månegudinden. Hun er den stærkeste, mest godhjertede og dygtigste gudinde i alle verdener og med meget store kræfter. Jeg elsker månen, og jeg ville elske min datter lige så højt. Så hvis jeg fik en datter, ville jeg kalde hende Luna.”
Elias stirrede lige frem.
“Skulle vi møde ham Arthur, eller hvad?”

Hun trak ham mod soveværelset, hvor han aldrig havde haft besøg, men hun virkede underligt hjemmevant i hans hus. Under alle omstændigheder sansede han ikke at protestere. Derinde lukkede hun døren med foden. Så kyssede hun ham igen, og kysset blev kun brudt, da hun krængede sin trøje over hovedet og også tog hans skjorte af. På hendes ene overarm var der små brændemærker, som krigerne i Hrafnheim havde, underarmen var prydet af en fehu-tatovering, og på brystet var der et langt ar.
Da hun vendte sig og smed trøjen fra sig, så han endnu et knudret ar. Dette sad på hendes ene skulderblad. Arret forestillede en ansuz-rune. Hvem end, der havde skåret hende, havde snittet dybt. Han fulgte det med fingeren.
“Hvordan skete det?” spurgte han, men hun vendte sig og lagde pegefingeren på hans læber.
“Shhh …” Så kyssede hun ham igen, denne gang så inderligt, at hans knæ gav efter. Heldigvis havde hun skubbet ham baglæns, så han landede på sengen. Hun fulgte efter med et hårdt greb i hans arme.
Alting snurrede rundt. Elias mistede tidsfornemmelsen, og han opfattede ikke andet end det røde hår og hendes solduftende krop.

an åbnede munden, da han så, at det var den kvinde, som han havde tænkt så meget på. Anne havde hun kaldt sig, da hun besøgte ham sidste gang for over tres år siden. Justine havde sagt, at de sammen ville redde alle. Flere gange havde hun optrådt i hans drømme det seneste halve århundrede, men i de drømme havde de lavet alt muligt andet end at redde verden. Nu stod hun lyslevende foran ham.
“Elias …” Hun var lidt forpustet.
Elias havde stadig kniven hævet

Justine nikkede langsomt, stadig med opspærrede øjne. “Kun ravnen kan hjælpe dig, men du bliver hendes død.”
“Hvordan kan jeg kende hende?”

Hendes røde hår var langt, og det stod i skarp kontrast til den sorte væske, de begge flød rundt i. Håret vajede også over hendes hoved som under vand, bortset fra at lokkerne var tørre. Hvordan hun kunne svømme med den udskårne stav, fattede han ikke, men fremad kom hun da. I toppen af staven var der to ravne, som holdt en krystal imellem sig.
“Du skal ikke til dødsriget,” sagde hun. “Du bliver nødt til at komme med tilbage.”
“Er jeg død?” Kalles chokerede ord gjaldede ud i det tomme rum og ekkoede på en måde, han aldrig før havde hørt.
Kvinden slog sig på panden. “Undskyld. Jeg er simpelthen så pisseelendig til at give dårligt nyt, men jeg syntes, at du skulle vide det. Der går to hundrede år, før vi ses igen, men der vil være nogen til at passe på dig, og jeg skal nok finde dig igen. Du skal bare blive i Sømosen.”

behøver ikke beholde Katrine Frederiksens skikkelse,” sagde Odin.
Katrine drejede rundt, så nederdelen flagrede. “Jeg kan lide at være hunkøn.” Hun lagde hænderne på sit underliv. “Skabelseskræfterne er hernede.”
“Husker du, dengang du var gravid med Sleipner?”
“Åhhh! Svadilfare var en prægtig hingst. Jeg nød min tid som hoppe sammen med ham.” Nu var Katrine på højde med Odin og næsten lige så bredskuldret.
Odin lavede en tvivlende grimasse. “Nød du det?”
Katrine lignede en mellemting mellem en mand og en kvinde. Det lyse hår bølgede stadig, vipperne var lange og buede, men skjorten hang fladt ned på brystet. Hun fik et trist udtryk, og så ned på sine slanke hænder, der stadig krammede det nederste af torsoen. “Intet varer ved,” sukkede hun.
“Hvordan er det egentlig at være kvinde? Jeg har altid tænkt over det.” Odin strøg Katrines hår, og den gyldne glans forsvandt. Det blev til de tykke, jerngrå lokker, som gik ned til de kraftige skuldre. Skjorten sagde en ritsj-lyd, da den sprækkede og afslørede store, blå spiraler på arme og bryst.
“Naturen er alting. Kvinde og mand. Dyr og menneske. Liv og død. Skabelse og ødelæggelse. Når du er borte, og når menneskene er borte, så er jeg her endnu, og jeg vil nyde hver stormflod og nyspiring af forår i al evighed. Selv efter Ragnarok er jeg her stadig.”
“Loke,” sagde Odin mildt.

… Døde børn og koner. Mennesker er så nærtagende.”
“Jeg fatter det heller ikke,” sagde Loke.