Midnatssol

Tak, fordi du ikke gav op, Ulf.” Hun strøg en hånd hen over min hede kind.
“Hm. Ikke Jon?”
Hun lænede

Så kom hun. Ligesom svævende. Hun var også forhekset.
“Er du ude at gå en tur?” spurgte hun og smilede. “Måske skal vi samme

Ikke endnu,” sagde jeg. “De synger lidt for falsk.”
Han lo. “Årh, du skal nok lære at høre salmerne

Ja,” sagde hun uden at tage blikket fra mig. “Det gjorde han vist.”
“Må jeg høre!”
“Senere.” Hun bøjede sig frem mod mig

Hun nikkede.
Det var vindstille, og havet – eller søen, som Lea og Knut kaldte det – var blankt som en spejlflade, som fast grund, vi kunne være gået på hen

Guderne skal vide, at jeg havde nok i det fandens penge­bælte til at anskaffe tykke, dobbelte termoruder

Hundrede timer siden.
Men det var startet længe før da. Jeg ved som sagt ikke hvor. Lad os sige, det startede et år tidligere, den

Undskyld, jeg spørger,” sagde han igen, “men hvad er du så?”
“Jæger,” sagde jeg. Det må have været det med Vildtnævnet. Og det var for

Grenene i en klynge træer ved siden af vejen foran mig bevægede sig. I næste nu sprang en person over grøften og ud på vejen. Min hånd ville automatisk gribe efter pistolen

Lea sukkede, satte bilen i gear og slap koblingen. Så trillede vi af sted.
“Og den snak