Goal 2

”
De gik hen mod omklædningsrummet. Natten var langsomt ved at falde på, og i det fjerne kunne man høre vinden rasle i poppeltræerne. Julian stoppede op og løftede blikket mod halvmånen, der viste sig på himlen.
“Tænk lige, om nogle dage er vi i gang med at give AJA røvfuld.”
Tony grinte.
“Tror du ikke, du tager glæderne lidt på forskud?”
Målmanden rystede på hovedet.
“Bedre målmand, bedre angriber. Hvordan skulle det gå galt?”
Julian begyndte igen at gå. Han fløjtede og viftede med sine handsker. Tony smilede. Han var glad for det venskab, der var spiret frem mellem ham og Julian

venskab, der var spiret frem mellem ham og Julian. Det gjaldt både på og uden for banen. Han var ved at få sig en rigtig god ven

“Altså, det er jo ham, der ikke kan finde ud af det. Jeg sværger, jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, og jeg synes faktisk, at jeg gjorde det ret godt.”
Julian kløede sig i nakken.
“Mener du, at han gjorde det med vilje?”
“Ja. Jeg ved godt, at det lyder underligt, men …”
“Det er ikke bare underligt – det giver slet ingen mening. Jeg kunne forstå det, hvis han nægtede at spille med den her strategi, fordi han helst ville være alene som hovedangriber. Men nu sagde han jo faktisk, at han mente, det ville være bedst, at du startede som angriber …”
“Måske regner han med, at jeg kommer til at gøre mig selv til grin?”
“Nej, det ved han, at du ikke kommer til at gøre. Jeg kender ham ikke særlig godt, men han virker som typen, der vil spille hele kampen selv.”
Tony trak på skuldrene.
“Du har ret. Det var nok bare en fjollet tanke.”
De gik hen mod omklædningsrummet. Natten var langsomt ved at falde på, og i det fjerne kunne man høre vinden rasle i poppeltræerne. Julian stoppede op og løftede blikket mod halvmånen, der viste sig på himlen.
“Tænk lige, om nogle dage er vi i gang med at give AJA røvfuld.”
Tony grinte.
“Tror du ikke, du tager glæderne lidt på forskud?”
Målmanden rystede på hovedet.
“Bedre målmand, bedre angriber. Hvordan skulle det gå galt?”
Julian begyndte igen at gå. Han fløjtede og viftede med sine handsker. Tony smilede. Han var glad for det venskab, der var spiret frem mellem ham og Julian. Det gjaldt både på og uden for banen. Han var ved at få sig en rigtig god ven.