I udryddelseslejren Chełmno i Polen blev der i perioden fra december 1941 til juli 1944 dræbt 170.000 mennesker, primært jøder og overvejende fra Polen. Ofrene blev samlet i ghettoen i Łódź, der i begyndelsen af 1940 husede 163.000 mennesker, som levede uden tilstrækkeligt med fødevarer og uden kloakering og vandforsyning, hvilket medførte udbrud af hungersnød og epidemier.
Chełmno, på tysk Kulmhof, var den første nazistiske udryddelseslejr, der blev oprettet. Her gennemførte man for første gang systematiske massedrab på jøder med udstødningsgas udført i mobile gaskamre monteret på specialkonstruerede lastbiler. Teknikken forfinedes og blev fra marts 1942 også anvendt i de tre udryddelseslejre Bełżec, Sobibór og Treblinka.
Lejren blev drevet af en Sonderkommando bestående af SS— og politifolk, der også stod for at gennemføre drabene. Særkommandoen havde allerede erfaring med at begå mord på psykisk syge og sindslidende i Reichsgau Wartheland, og den erfaring tog de med sig til Chełmno.
Chełmno er den af de nazistiske udryddelseslejre, der er mindst kendt uden for Polen, og historien om den er ikke før blevet skrevet på dansk. Bogen bygger på en omfattende research i en række internationale arkiver.
