I løbet af det nittende århundrede opstod der blandt både den velhavende og den brede befolkning en stor interesse for dansk natur. Man begyndte at tage på jævnlige udflugter ud af byen for at se, når bladene sprang ud til sommer, nyde kølige gåture i skovens skygge om sommeren og se bladene lyse i varme farver, før de faldt af om efteråret.
I 1916 udkom Birgitte Møllers bog om træer og buske i de danske skove, som gav de naturinteresserede en større forståelse af den vidunderlige rigdom af arter, de befandt sig i. Når man læser bogen over hundrede år senere, er det endnu interessant at studere, hvor meget der har ændret sig i de danske skove, og hvor meget der heldigvis er overlevet siden starten af det tyvende århundrede.
Birgitte Møller (1857–1934) var en dansk forfatter, lærer, zoolog og botaniker. Hun var en del af det kulturradikale miljø i København i slutningen af 1800-tallet og underviste i en lang årrække københavnske arbejderbørn i naturhistorie. Birgitte Møller udformede sit eget undervisningsmateriale, som zoologen P. Tauber opfordrede hende til at udgive. Det blev til trebindsværket “Dyrenes liv” i 1893, “Vilde planter” i 1900 og «Træer og buske i Danmarks skove” i 1916.
