Djævelens datter

Gennemgangen af lånet og de første udgifter begyndte forudsigeligt nok: Der var skrevet checks ud til en murstens- og teglproducent for drænsystemer til markerne og andre checks til tilslutning.

»Kærlighed er ikke primitiv,« sagde Phoebe stille. »Evnen til at elske er den ædleste kvalitet ved en mand. De burde hylde den, Edward. Gifte Dem med hende og være lykkelig sammen med hende og Deres søn. Det eneste, De har at skamme Dem over, er den overbevisning, at hun ikke er god nok til Dem. Jeg håber, De kommer overens med det.«
Han virkede smerteligt forvirret og samtidig vred. »Man kan ikke bare viske kendsgerningerne ud, Phoebe! Hun er helt almindelig. Hun ville trække mig ned. Sådan ville alle i hele verden opfatte det. Alle, der betyder noget, ville afvise mig. Der ville være så mange steder, vi ikke ville blive taget imod, og børn fra adelsfamilier ville ikke få lov til at lege med mine. Det kan De vel godt forstå.« Han hidsede sig op. »Det gjorde Henry i hvert fald.«
Nu var det Phoebes tur til at måbe. »Kendte han til Ruth? Og hendes barn?«
»Ja, jeg fortalte ham det. Han tilgav mig, inden jeg overhovedet nåede at bede ham om det. Han var godt klar over, hvordan verden hænger sammen, og at selv noble herrer sommetider lader sig

Han stod alt for tæt på hende.

»Hvordan ved maskinen, hvor den skal gå hen?«

»My candle burns at both ends,

It will not last the night;

But, ah, my foes and oh, my friends –

It gives a lovely light.«

Edna St. Vincent Millay