Angst og engle

23. oktober 1918 påbød Justitsministeriet lukning af teatre, varieteer, biografteatre, danselokaler, koncertlokaler og lignende forlystelsesanstalter i København og på Frederiksberg. I provinsen kunne tilsvarende etablissementer lukkes af embedslægen efter skøn. Disse regler blev ophævet eller lempet igen den 15. november.

Personer, der plejede de syge, skulle bære en særligt vaskbar overtrækskittel eller -kjole, som skulle efterlades, når man forlod sygeværelset. Desuden skulle de samme personer undgå, at de syge hostede, nøs eller talte direkte ud imod dem, ligesom de skulle vaske hænder, når de forlod sygeværelset.

Thomsen kunne ved et møde i Medicinsk Selskab den 12. november fastslå, at undersøgelserne talte for, at den egentlige årsag var et virus, som ikke var synligt ved lysmikroskopi. Efter virusinfektionen kunne der så senere støde infektioner til med kendte bakteriearter som streptokokker, pneumokokker og Pfeiffers bacil.2

kunne som stand ranke ryggen og gå videre med at udvikle deres fag gennem de følgende årtier, hvor sygeplejen blev en af det danske velfærdssamfunds grundpiller, både på sygehusene og ude i kommunerne.

Men god og kærlig sygepleje kunne bringe en del af de syge gennem krisen. Det var enkle ting som mad og drikke, vask og soignering, rent tøj og sengetøj, hjælp med at hoste slim op, en pude der rettes, febersænkende tiltag, de varme og kolde omslag. Og ikke at forglemme: den psykiske pleje.

Det er ikke til at vide, hvor mange sygeplejersker, der døde efter at være blevet smittet af influenzaen i 1918-1920. Nekrologerne i DSR’s blad omfatter kun medlemmer, og de døde er næsten alle bosat øst for Storebælt, hvor flere sygeplejersker havde organiseret sig i foreningen. Mange flere må være blevet smittet, og mange sikkert med fatal udgang.

Først i 1957 fik kommunerne pligt til at tilbyde hjemmesygepleje til alle borgere efter lægehenvisning.8

Sygeplejeuddannelsen var hård, og med 12-timers vagter og bopæl på hospitalet nærmede forholdene for eleverne sig stavnsbinding. Dansk Sygeplejehistorisk Museum.

Dansk Sygeplejeråd kæmpede i mange år for at få en statslig autorisation, og dette arbejde blev intensiveret under og efter den spanske syge.6 Autorisationen kom dog først i 1933, hvor der kom faste uddannelseskrav til sygeplejersker, herunder mindst tre års hospitalsuddannelse.7 Før da var “sygeplejerske” ikke en beskyttet titel; man var sygeplejerske, hvis man passede og plejede syge mennesker. Men DSR arbejdede konstant for at sikre sig, at betegnelsen kun blev anvendt om deres medlemmer.

Sygeplejerskerne måtte under epidemien arbejde meget selvstændigt. Nogle steder, blandt andet i Københavns Kommune, fik de på lige fod med lægerne beføjelser til at rekvirere mad, medicin, tøj og sengetøj til de syge familier. Det er nærliggende, at de under epidemien fik en faglig saltvandsindsprøjtning og derved styrkede deres professionelle identitet.