Hans opbrud var belastet af den indsigt, at gudsbebudelsens truende fortsættelse: ’Og dér vil man tvinge og plage dem til at trælle i fire hundrede år’, henviste til det land, han brød op til. Efter al sandsynlighed var det hoveri for mange slægtled, han nu førte sit hus ned til, og hvor godt end alt, hvad der hørte til frelsesplanen, måtte være – måtte end, hvad der kaldes lykke og ulykke, ophæves i den store tanke om skæbnen og fremtiden: det var og blev visselig et skæbnesvangert opbrud, Jakob nu bestemte sig til i Gud.