Her er en letlæst historisk beretning, som inspirerer til at tænke over, hvordan vi behandler børn og unge i dag.
I mellemkrigstiden tog Bråskovgård sig af udsatte 16–19 årige drenge, som ingen andre ville tage imod. De kunne få få et godt ophold og overskud, så de kunne klare sig bedre bagefter. Bogen fortæller om en leder, der brugte erfaringerne fra sin egen opvækst, til at skabe en institution, som var et lille samfund med unge, lærere og deres familier.
Forfatteren er kritisk og har haft adgang til materiale, som aldrig før har været offentliggjort, og beskriver de problemer og dilemmaer, der trods alt har været.
Bogen er relevant for pædagoger og andre, som er interesseret i unge. Den bruger teorien om selvbestemmelse til at beskrive, hvordan en institution fungerer, og den giver en let forståelig sammenligning og et modstykke til, hvordan vi driver institutioner i dag.
Forfatteren har en ph.d. hvor en stor del er kognitiv psykologi. Han har arbejdet med unge med problemer, og bruger sin viden til at fortælle, hvordan en institution fungerede i en tid med en helt anden kultur end i dag.
