Et Juleeventyr

Scrooge sænkede hovedet, da ånden gentog hans ord, og blev overvældet af skyldfølelse og sorg.
»Menneske,« sagde ånden, »hvis dit hjerte da er et menneskes og ikke en sten, så und

Folk, som ikke tager verden så tungt, roser sig af at kende de fleste kneb og som regel er på højde med situationen, kan beskrive deres gåpåmod ved at sige, at de er parat til alt mellem himmel og jord fra kuglespil til manddrab.

»Det er da umuligt,« sagde Scrooge, »at jeg skulle have sovet en hel dag og en halv nat med. Det er vel ikke muligt, at der er sket noget med solen, og det nu er middag?«

»Hvordan kan jeg være andet?« svarede onkelen. »Når jeg lever i en verden som denne, fuld af idioter?

ensom som en østers

Selv den kraftigste regn og sne og hagl og slud kunne kun prale af én ting sammenlignet med ham: De øste ofte i rigt mål, hvad Scrooge aldrig gjorde.

Scrooge holdt mere, end han lovede. Han gjorde, som han havde sagt, og uendeligt meget mere. Og for lille Tim, der ikke døde, blev han som en anden far. Han blev så god en ven, så god en arbejdsgiver og så godt et menneske, som den gode, gamle by eller nogen anden god, gammel by, købstad eller flække i hele den gode, gamle verden havde kendt. Nogle lo over at se ham forandret, men han lod dem le og ænsede dem knapt, for han var klog nok til at vide, at der aldrig sker noget godt på denne klode, uden at visse folk morer sig over det; og da han vidste, at den slags mennesker alligevel er blinde, fandt han det udmærket, at de kneb øjnene sammen i et grin, i stedet for at blive blindet af mindre sympatiske årsager. Hans eget hjerte lo, og det var nok for ham.

Han havde ikke yderligere omgang med ånder, men fulgte fra da af nøje sine nye principper; og man sagde altid om ham, at hvis noget menneske forstod ordentligt at fejre jul, så var det ham. Gid dette må kunne siges om os alle. Og så, som lille Tim bemærkede: Gud velsigne os, hver og en!

Du får lønforhøjelse, og jeg vil bestræbe mig på at hjælpe din familie.

»Nu skal jeg sige dig noget, min fine ven,« sagde Scrooge. »Jeg vil ikke finde mig i den slags mere. Og derfor,« fortsatte han, idet han sprang ned fra sin taburet og gav Bob sådan et puf, at han vaklede tilbage i kassen. »Og derfor har jeg tænkt mig at give dig lønforhøjelse!« Bob skælvede og trådte et skridt hen mod linealen. Et kort øjeblik tænkte han på at slå Scrooge ned med den; holde ham fast og kalde på hjælp og en spændetrøje.

»Min bedste herre,« sagde Scrooge, idet han satte farten op og greb begge den gamle herres hænder. »Goddag. Jeg håber, De havde held med Dem i går. Det var meget venligt af Dem. Glædelig jul.«

»Mr. Scrooge?«

»Ja,« sagde Scrooge. »Det er mit navn, og jeg er bange for, det ikke lyder behageligt i Deres øren. Tillad mig at bede Dem undskylde mig. Og vil De have den venlighed at …« Her hviskede Scrooge ham noget i øret.

»Du altforbarmende!« udbrød herren, som om han helt havde tabt pusten. »Min bedste Scrooge, er det Deres alvor?«

»Ja, hvis De vil være så venlig,« sagde Scrooge. »Ikke en snus mindre. Der er en hel del gammel gæld indregnet, forsikrer jeg Dem. Vil De gøre mig den tjeneste?«

»Min bedste herre,« sagde herren og trykkede ivrigt hans hånd. »Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige til en sådan rundhånd …«

»Sig ingenting,« svarede Scrooge. »Kom op og besøg mig. Vil De det?«

»Ja, det vil jeg da!« udbrød den gamle herre. Og det var tydeligt, at han mente det.

»Tak,« sagde Scrooge. »Jeg er Dem meget taknemlig. Jeg takker Dem mange gange. Gud velsigne Dem!«