Lad os mødes på midten

På den anden side bruger vi 90% af vores tid på den såkaldte værdidebat, der ingen steder fører hen. Stående på stedet råber og skriger vi om identitet, principper, etik og moral, folkelighed og religion. Det kaster en lind strøm af stramninger og strømninger af sig, der har ganske stor og negativ betydning for de mennesker, det handler om. Men meget få af disse initiativer fører til større bevægelser af reformistisk karakter. Det er tom politik uden kalorier, uden mål, uden løsning og derfor uden forløsning.

Vi må tilpasse det danske skattesystem, så det har samme effekt som det svenske. Det kan ske ved at indføre det, økonomerne kalder negativ indkomstbeskatning, så man letter skatten markant for arbejdsindkomster i bunden. Når lønmodtageren selv får en større del af lønnen, lettes lønpresset og dermed kravet om produktivitet. Vi er allerede gået et lille stykke af vejen ved at hæve det såkaldte beskæftigelsesfradrag ad flere omgange. Men det er sket gradvist og for alle. Formålet har ikke været at skabe et helt nyt arbejdsmarked for privat service, men at gøre forskellen på at få overførsel og have et lavtlønnet arbejde større, så det kan betale sig at arbejde. Fradraget gælder nemlig kun for arbejdsindkomst, ikke for indtægter på overførsel.

Opgaven er netop at gøre væksten bæredygtig, og det er det, som vi må insistere på er muligt. Det er netop dette håb, denne overmodige vision, der skal være drivkraft i de forandringer, som SKAL ske.
Optimisme er en pligt, hvis man vil forandringen.

Men udlændingedebatten har sin egen inerti. Målet er aldrig dialog eller kompromis, endsige et godt resultat. Målet er blevet den hårde retorik i sig selv, konflikten og polariseringen. Det er blevet en hellig krig med profilerede værdikrigere på begge sider, og vi bliver alle suget ned i hvirvelstrømmen af primitive argumenter og manglen på nuancer.