Inden for klassisk teologi skelnes der mellem en synlig og usynlig kirke. Den synlige finder vi her på jorden, men hvem der hører med i den sande og altså usynlige kirke, ved kun Gud. Så vidt teologien. Ikke desto mindre har kristendommen gennem sin næsten to tusind år lange historie sat sig en række synlige spor: bygninger, kunst, bøger — kort sagt kristendommens materielle kultur. Det er de elementer, kirkehistorien beskæftiger sig med. Men med en omskrivning af skellet mellem den synlige og usynlige kunne man også tale om den sete kirke.
Kirkehistorikeren Carsten Bach-Nielsen har et særligt blik for denne sete kirke — et blik, han har udviklet gennem snart 40 år. I Den sete kirke hylder 20 forskere og en enkelt kunstner Bach-Nielsens bidrag til den kirkehistoriske forskning. Gennem undersøgelser af emner så forskellige som fladskærme i kirker, 1700-tallets opfattelse af reformationen, dåbsritualet, altertavler, et bispeportræt i Ribe viser bogen kirkehistorien i hele sin bredde. De enkelte bidrag giver også et indblik i, hvordan kirken ikke kun er et teologisk begreb, men et historisk, håndgribeligt fænomen, der giver sig til kende, synliggør sig, og ja, bliver set af den, der vil åbne sine øjne for det.
