Persona

Der er gået inflation i ord som tomhed, ensomhed, fremmedhed, smerte, hjælpeløshed.

Jeg føler en stor ømhed for dig, Elisabet. Den er næsten ikke til at udholde. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med min ømhed.

Og det vigtigste er selve anstrengelsen. Ikke hvad vi afstedkommer.

Når du sover, er dit ansigt slapt, og din mund er opsvulmet og grim. Og du har en ond rynke i panden. Snart er der ikke noget, der er hemmeligt. Nu lyser dine øjne ikke – nu er du et stykke magtesløst, udleveret kød. Du lugter af søvn og gråd

Men er det ikke bedre at give sig selv lov til at være dum og slap og snakkesalig og løgnagtig? Tror du ikke, man ville blive en lille smule bedre, hvis man gav sig selv lov til at være, som man er?

– Og for dig ville det jo ikke være nogen kunst at forvandle dig om til mig. Det kunne du gøre sådan, vips! Din sjæl ville naturligvis stikke frem overalt, for den er for stor til at være inde i mig. Det ville se besynderligt ud.

Ja, jeg har dårlig samvittighed, fordi jeg er doven. Karl-Henrik skælder mig altid ud, fordi jeg ikke har nogen rigtige ambitioner. Han siger, at jeg lever som en søvngænger.

Jo, der står: „Al denne angst, som vi bærer i os, vore bristede drømme, den uforklarlige grusomhed, frygten for at udslukkes, den smertelige viden om vore jordiske vilkår, har langsomt udkrystalliseret vor forhåbning om en oversanselig frelse. Vor tros og vor tvivls aldrig hørte råb i mørket og stilheden er et af de uhyggeligste beviser på vor hjælpeløshed og vor skræmte, uudtalte viden.“

– Søster Alma er et storartet lille menneske.

Der er malere, der aldrig maler, eftersom de lukker øjnene og på øjenlågenes inderside fremmaner de skønneste kunstværker.