Platon

Yderst ude som den afsluttende cirkel omkredses mennesket og staten af den endegyldige kosmiske ordning

Men udenom sjælen drager en større kreds sin cirkel. Det er staten

I den platoniske stat hersker derfor den gennemførte stænderdeling, hvor harmonien bliver til i en samordning af de adskilte virksomheder, og begrebet om denne ordning er ikke et påfund, men det er det fundamentale afbillede af selve harmoniens ide. Staten, når filosoffen ordner den på ret vis, er den overordnede efterligning af det evige forbillede, den efterligning, der behersker og regulerer den brogede mængde af efterligninger i administrative ordninger, i militære indretninger, i erhvervenes fordeling og produkter, i familielivet og opdragelsen, i digtning og bildende

Filosoffens opgave bliver altså at skaffe plan og orden i staten

n, og af grunde, det er meget vanskeligt at formulere kortfattet, bliver denne virksomhed identisk med at skaffe plan og orden i sjælen

Hele Platons tænkning er derfor også i sidste ende politisk

Staten var noget levende og noget religiøst

Filosoffens kunst adskiller sig nu fra alle andre former for kunst ved ikke at rette sig mod en enkelthed og et afgrænset værk. Hans kunst er den kongelige herskerkunst

skomagerens kunst er at lave sko, lægens at skaffe sundhed tilveje, billedhuggerens at skabe kunstværket

Tilsammen udgør de tilværelsens ene, altomfattende og sammenhængende helhed.