Spejlbyen

Tre ord: Kom til mig.

»For at nå frem til den her ø.«

enderne og skruede dem fast i detonatoren. Han stod med ledningen og så en sidste gang ind i panelet. Han var bare nødt til at gætte. Den her? Nej, den.

Der lød en skudsalve bag ham. »Det er ikke fis, Michael, vi har omtrent ti sekunder!«

Han splejsede ledningernes ender sammen med fire hurtigt viklinger. Alicia gik baglæns hen mod ham, mens hun affyrede korte salver. Lyden rungede fra tunnelens vægge og hamrede mod hans trommehinder. Hold da kæft, hvor var han træt af det her. Han var træt af at gætte og arbejde i mørke, træt af lækkende ventiler, dårlige kredsløb og smadrede relæer – han var træt af ting, der ikke virkede og ikke ville føje sig efter hans vilje.

»Jeg har brug for lidt hjælp her,« råbte Alicia.

Hendes riffel var tom, så hun kastede den fra sig og trak et par knive fra sit bælte – én til hver knyttet næve. Michael greb hende om livet og trak hende ind til sig.

Tunnelen var én stor sprællende masse.

De faldt bagover, da den første viral sprang fremad. Michael trak sit håndvåben og affyrede to skud. Det første prellede med en gnist af mod dens skulder, mens den anden ramte den i venstre øje. Blodet sprøjtede, da den faldt om på gulvet med et skingert hyl.

De skubbede sig tilbage mod skottet. Michael affyrede sin pistol, mens han maste hælene mod betonen og trak Alicia gennem det stinkende vand med en arm omkring livet på hende. Han havde 15 skud i magasinet og yderligere to magasiner stukket i en lomme, som var uden for rækkevidde og til ingen nytte.

Bundstykket satte sig fast.

»Åh, for fanden, Michael.«

Det var altså endestationen. Hvor havde den nærmet sig langsomt, og hvor var den dukket hurtigt op. Man tror aldrig for alvor, at den kommer, tænkte han, og så er den her, før vi ved af det. Alt det, man har gjort i sit liv, og alt det ugjorte tillige, blev udslettet på et øjeblik. Han smed pistolen fra sig og trak Alicia tæt ind til sig. Han greb om stemplet med hånden.

»Luk øjnene,« sagde han.

Forandringen var komplet.

Fannings ansigt var stadig tippet opad, læberne var adskilte, og øjnene lukkede. Han udstødte et tilfredst suk dybt nede fra brystet. Væsnet foran Amy lignede ikke noget, hun nogensinde havde set eller forestillet