At forstå dyr

Beskyldningen om, at man foretager sig noget suspekt, når man tillægger dyr hensigter, fremstår som lidt underlig for en, der er vokset op med dyr. Grunden til dette er, at kritikken synes at forudsætte, at man først lærer at forstå andres hensigter i omgangen

Mange filosoffer har opfattet forholdet mellem sprog og tænkning som et så tæt forhold, at evnen til sprog er blevet betragtet som en nødvendig og tilstrækkelig betingelse for evnen til at tænke. Omvendt er manglen på sprogevne blevet betragtet som en tilstrækkelig betingelse for mangel på evnen til at tænke. Dette har nok været en vigtig grund til, at enkelte filosoffer har været mere tilbøjelige til at betragte computere som tænkende end at betragte dyr som tænkende væsener, eftersom computere er i besiddelse af et sprog af en slags. En sådan argumentation er efter min mening absurd, fordi så mange dyr demonstrerer bevidsthed – og evnen til at tænke – mens det efter min mening er tvivlsomt, om nogen computer nogensinde vil kunne tænke. Hvis det er sandt, at man kun kan tænke i kraft af at have et naturligt sprog, følger det, at væsener uden et sådant sprog ikke kan tænke. Det er imidlertid mere plausibelt at hævde, at en række dyr – og spædbørn for den sags skyld – viser

Noget sådant er tilfældet for Rødpeter, hovedpersonen i Franz Kafkas novelle “En rapport til et akademi” (1919).8 Rødpeter er en abe med evnen til at tale menneskets sprog, og nu har et tysk akademi bedt ham om at fortælle om sit liv. Medlemmerne af akademiet er ikke mindst spændte på at høre Rødpeter fortælle om, hvordan det var at være abe i naturtilstanden forud for tilegnelsen af menneskenes sprog. Rødpeter må imidlertid beklage, at han ikke kan give dem en sådan rapport, fordi hans erindring af, hvordan det er at være abe, er blevet udvisket af processen med at lære menneskenes sprog og manerer. Han har simpelthen glemt, hvordan det er at være abe. Det eneste, han kan gøre, er at beskrive processen, fra han blev fanget, til hans nuværende succes som en entertainer, der ryger, drikker rødvin og taler som en gennemsnitseuropæer.

sprogligt. Jeg taler også selv til dyr – ikke fordi jeg lider under den illusion, at de forstår mine sætninger, sådan som mennesker forstår dem, men fordi det er sådan, jeg kommunikerer, og det virker, som om jeg evner at kommunikere noget med disse sætninger, om end blot en lidt udefineret sindsstemning eller en primitiv kommando.

Den højeste form for venskab er imidlertid et dydsvenskab blandt ligemænd, der vil hinanden det godt og beundrer hinandens dyd.