Jennifer Bell

De ualmindelige

    Martin Benjamin Poulsenmembuat kutipan4 bulan yang lalu
    Kapitel fireogtredive
    Lyset var tændt bag de snavsede vinduer i Hoff & Winkle’s Hobsmatch Magasin da Ivy omsider nåede frem. Hun havde været nødt til at løbe risikoen og spørge adskillige gadeklokker på vejen for at være sikker på at hun gik i den rigtige retning. Hun skyndte sig om bag huset, smuttede op ad trappen og stod uden for døren til Valians værelse. Der var ikke en lyd at høre derindefra.

    Ivy lukkede øjnene. Hun måtte ikke blive for ked af det hvis Seb ikke var der – det havde hun ikke tid til. Og det behøvede jo heller ikke at betyde at han ikke var i live. Det betød bare at han ikke var kommet tilbage. Så var hun nødt til at fortsætte og redde deres mor og far uden ham, lige meget hvad.

    Hun åbnede øjnene og bankede let på døren.

    Først skete der ingenting.

    Stilhed.
    Martin Benjamin Poulsenmembuat kutipan4 bulan yang lalu
    Ivy var kommet fri af ghoulhullet, kollapsede hun på det kolde stålgulv, og hendes forældre faldt sammen ved siden af hende. Omkring sig havde hun de sølvfarvede vægge i konservesdåserummet – det med alle de gamle skærme og betjeningspaneler – men nu virkede det hele tåget og forvrænget. Officer Smokeharts ansigt svævede over hende. Hun kunne høre hans stemme, men ordene var ude af takt med mundens bevægelser.
    Martin Benjamin Poulsenmembuat kutipan4 bulan yang lalu
    de var kommet igennem buen, begyndte Valians planteske at blusse klart. De var ude af tunnelen, og i det åbne rum omkring sig fik Ivy øje på et lille skrivebord af træ dækket af flere centimeter støv. På bordet stod en lige så støvet gammel skrivemaskine, og der lå en stak gulnede, mølædte papirer.

    »Hvor er vi?« Seb h
    Martin Benjamin Poulsenmembuat kutipan4 bulan yang lalu
    De drejede hen ad en øde gade hvor deres far standsede op mellem to store stenbygninger. Da Ivy og Seb kom nærmere, hørte de en rumlen. Brostenene buldrede under deres fødder som om undergardens heste kom hamrende hen ad gaden.

    Men det var ikke undergarden der var skyld i larmen.

    »Ivy,« hviskede Seb og pegede. »Springvandet!«

    De gemte sig i en døråbning på den anden si
    Martin Benjamin Poulsenmembuat kutipan4 bulan yang lalu
    Kapitel seksogtyve
    Ivy fulgte efter Seb mens han banede sig vej gennem det mylder af mennesker der havde samlet sig uden for ­Cabbage Moon. »Undskyld!« råbte han og skubbede et blåt tylsskørt til side. »Vi skal igennem!«

    Ivy mærkede en gysen da hun passerede undergardens sorte rustvogn. Der sad nogen inde bagi, men de vajende fjerprydede hatte og glitrende hovedbeklædninger spærrede for udsynet.

    Da de var kommet ind på kroen, smækkede Valian og Ethel døren efter dem og lukkede lyden af menneske­mængden ude.

    »Derek?« råbte Ethel ind i den tomme hall. »Derek
    Martin Benjamin Poulsenmembuat kutipan4 bulan yang lalu
    Kapitel fireogtyve
    En lang, grå fjer dansede op og ned i luften foran Ivys ansigt. Hun prøvede at vifte den væk, men den styrtdykkede ned under hendes hånd og begyndte at skrive.

    »Fedt,« stønnede Valian ved siden af hende. »Det er fra Ethel.«

    Ivy forstod ikke hvordan han kunne vide det – men måske brugte Ethel kun duefjer. Uanset hvad det var for en fjer,
    Martin Benjamin Poulsenmembuat kutipan4 bulan yang lalu
    Kapitel treogtyve
    I den støvede skive på det ualmindelige vækkeur ser jeg mors ansigt dukke ud af mørket. Hendes øjne er knebet sammen i smerte, hendes læber er sorte. Hendes tjavsede sorte hår begynder at blive gråt, og hendes ansigt bliver længere, bliver til en andens ... fars. Hans briller er smadret, hans blå øjne er spærret op af frygt. Han har
    Martin Benjamin Poulsenmembuat kutipan4 bulan yang lalu
    Kapitel enogtyve
    Ivy kom tumlende ind i studerekammeret hvor hun snublede over det tykke tæppe. Hun greb fat i Sebs hættetrøje med den ene hånd og flåede den ualmindelige konvolut op med den anden. Rummet begyndte at snurre rundt. Mahognireoler og sølvfarvede
    Martin Benjamin Poulsenmembuat kutipan5 bulan yang lalu
    Kapitel tyve
    Da de var kommet ind på stien, blev luften koldere. Ivy trak frakken tæt sammen om sig og så op på fuldmånen. De kunne ikke befinde sig neden under jorden i Lundinor længere. Hun tænkte på om huset mon lå i London – eller måske i en helt anden del af verden. Hun kunne lugte friske fyrretræer og gættede på at den mørke skygge i det fjerne var en skov.
    Martin Benjamin Poulsenmembuat kutipan5 bulan yang lalu
    Valian masede sig forbi dem. »Gammelt er det i hvert fald. Og det er den stakkels fyr der passer det, også. Albert Merribus hedder han. Han må have været postmester i fyrre år. Kortet er omme på den anden side.«
    Martin Benjamin Poulsenmembuat kutipan5 bulan yang lalu
    Ivy sendte Seb et hurtigt blik. Hun tænkte på om han mon var sulten; hun havde ikke selv ret meget appetit. Men de kunne jo altid spørge de andre i restauranten om bedstemor Sylvie.
    Martin Benjamin Poulsenmembuat kutipan5 bulan yang lalu
    Kapitel seksten
    Valian vandrede frem og tilbage ved fodenden af bedste­mor Sylvies seng. Seb var faldet sammen på en stol hvor han sad og så modløs ud. Ivy puttede sig ved siden af bedstemor Sylvie og havde stukket hånden ind under hendes gode arm.

    »Hvis Hexagon er ved at gendanne sig,« sagde Ethel dystert, »så er der masser af mennesker der er i fare, ikke bare i Lundinor. Før i tiden gik der rygter om at Hexagon ville bruge ualmindelig teknologi til at kontrollere hele den almindelige verden. Det at de har taget jeres forældre, er måske bare begyndelsen. Vi er nødt til at gøre noget.«

    »Vi bliver nødt til at finde dem,« sagde Valian skarpt. »Alle fem. Jeg har altid vidst at de ikke for alvor var opløst. De har været der hele tiden, luret i skyggerne.« Han havde et særligt glimt i øjnene – muligvis af hysteri, Ivy var ikke sikker.

    »Det handler ikke om dem,« svarede Seb. »Vore
    Martin Benjamin Poulsenmembuat kutipan5 bulan yang lalu
    fandt bedstemor Sylvie siddende op i sengen på en enestue. Det hvidblonde hår faldt ned over skuldrene, og de bløde kinder var blege. »Ivy,« sagde hun hæst. »Sebastian.« Hun rakte armene frem mod dem og smilede.
    Martin Benjamin Poulsenmembuat kutipan5 bulan yang lalu
    Kapitel fjorten
    De kom væltende ind ad døren til klokkebutikken som tre kegler.

    »Valian!« råbte Ethel så snart hun fik øje på ham. »Ivy! Sebastian ...?«

    Ivy skubbede sig fri af Valian og kæmpede sig op at stå. Hun var overrasket over at Valian var fulgt med hele vejen derhen, især efter det hun havde læst uden for hans celle.

    Seb rejste sig op og strøg håret væk fra øjnene mens han hev efter vejret. Ivy var ikke sikker på om han var forpustet på grund af løbeturen eller på grund af de ting han havde set på vejen. Hun gik ikke ligefrem ud fra at undergarden havde givet ham en rundtur i Lundinor på vej til stationen. Der var masser af ting hun var nødt til at forklare ham. Der var sket så meget på så kort tid.

    Han så ængsteligt på Ethel og hviskede: »Hvordan kan hun vide hvad vi hedder?«
    Martin Benjamin Poulsenmembuat kutipan5 bulan yang lalu
    Selena Grimes løftede igen hånden. »De sagde at ms. Wrench er indlagt på et almindeligt hospital, ikke sandt?«

    Smokehart skar tænder. »Jo. Hun dukkede op på kortet mens ambulancen kørte af sted med hende. Jeg fik fat i hendes adresse, og efter at min konstabel og jeg havde gennemsøgt hendes hus, tog vi hen på hospitalet for at afhøre hende. Desværre ved hun ikke noget som helst. Uanset om det er sket med vilje eller ej, så er hendes erindring udslettet.«
    Martin Benjamin Poulsenmembuat kutipan5 bulan yang lalu
    var ikke til at vide om hun ville være mere sikker dernede, men hun brød sig ikke om at tænke på hvordan hendes chancer ville være mod undergarden. Hun smed bedstemor Sylvies taske og Valians jakke først ned, og så tog hun lærredet, snoren, hammeren og malerpenslen.

    Jeg kommer tilbage med det, besluttede hun da hun lod tingene falde inden hun selv hoppede gennem hullet. Hun havde ikke lyst til at efterlade beviser på sin flugt.
    Martin Benjamin Poulsenmembuat kutipan5 bulan yang lalu
    kunne ikke tro sine egne øjne: Det var kvinden fra fotografiet – det fra bedstemors liv inden ulykken, det hun gik med i håndtasken. Ivy havde kigget på det hundredvis af gange. Kvinden her så ældre ud, men det var helt sikkert hende – de samme kæber, de samme markerede kindben og det samme skarpe blik.
    Martin Benjamin Poulsenmembuat kutipan5 bulan yang lalu
    undskyldte hviskende, rakte hånden op og ringede på den igen. »Ved du hvor jeg kan finde undergardiststationen?«

    »Undergardiststationen?« gentog klokken. »Den nærmeste station ligger i den anden side af hulen. En time længere mod nord. For enden af Runner Street.«
    Martin Benjamin Poulsenmembuat kutipan5 bulan yang lalu
    Hun besluttede sig for at undgå menneskemængden så meget som muligt og fortsatte rundt langs kanten af hulen, tæt ved bagagetårnene. Snart kom hun til en gruppe børn samlet omkring en mand der sad på en omvendt kuffert. Han havde langt, mørkt hår, en stor næse og vilde, buskede øjenbryn der bevægede sig op og ned mens han henvendte til sine tilhørere.
    Martin Benjamin Poulsenmembuat kutipan5 bulan yang lalu
    strømmede hen mod indgangen til en tunnel i den fjerneste væg mellem to kolossale jernporte. De enorme hængsler var monteret på statuer af to skikkelser der holdt hinanden i hånden og dannede en hvælving hen over mængden under sig. Den ene var en statelig mand i langærmet vams med en krans af klementiner om halsen. Den anden var en elegant kvinde iført en kjole dekoreret med citroner. Ivy stirrede på dem. De så storslåede ud, ligesom de statuer af gamle guder hun havde set på udflugter til Victoria & Albert sammen med sin far. Ham med klementinerne må være sir Clement, tænkte hun, og det må være lady Citron til den anden
fb2epub
Seret dan letakkan file Anda (maksimal 5 sekaligus)