Minecraft – Ulykken

Han pjattede ikke. Det var forvirrende at blive kastet ind midt i et spil i en fuldt udviklet verden. Den var lysere end min hospitalsstue, skulle jeg love for, og de urealistiske, tegneserieagtige grønne, brune og blå farver føltes som klask i hovedet. Jeg kiggede rundt i det skovlandskab, som jeg var havnet i, og opdagede, at hvis jeg kiggede i en bestemt retning i et vist stykke tid, begyndte jeg at bevæge mig derhen. Bevægelserne var meget bratte og gav mig brækfornemmelser. Jeg lukkede øjnene og forsøgte at trække vejret dybt. Det nyttede ikke noget, at jeg sagde, at jeg ville ud af spillet, for jeg skulle jo trods alt imponere et lille barn. Og desuden havde jeg en følelse af bare at være et hoved uden krop. Da jeg forsøgte at bevæge mig igen, vendte det sig i maven på mig.
”Skal du kaste op?” spurgte A.J.
”Nej … jeg ... øh …”

Der var en strålekrans over mig. Jeg gik i panik et øjeblik, indtil jeg indså, at det bare var en gadelampe. Jeg lå på jorden, men kunne ikke mærke noget, hverken jorden eller min egen krop. Jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg forsøgte at sige noget, men min mund virkede heller ikke. En kvinde med en lys hestehale lænede sig ind over mig med rynket pande. Hun så op og mimede et eller andet til nogen, som jeg ikke kunne se. Nej, hun sagde noget, men jeg kunne bare ikke høre hende. Jeg kunne ikke høre noget som helst. Det var kun mine øjne, der virkede, og selv de … Alt var sløret, og mit synsfelt begrænset. Det var, som om jeg kun kunne se opad.
Jeg prøvede at bevæge noget af min krop. En finger. Min tunge. Ingenting virkede. Jeg tænkte på, om jeg var død, og min sjæl bare blev hængende lidt, før den drog … derhen, hvor sjæle nu engang drager hen. Måske sad den også fast og kunne ikke bevæge sig. Måske var vi begge lammede.
Den lyshårede kvinde var iført en skjorte med et stofmærke, hvorpå der stod HOLY ANGELS HOSPITAL AMBULANCEBEHANDLER. Hun lod til at føre hænderne over min krop, men jeg anede ikke, hvad hun lavede, for jeg kunne stadig ikke mærke noget eller bevæge øjnene nok til at se det

Det var, som om alt foregik i slowmotion, hvor nogle få sekunder blev strakt ud til år, indtil en robotagtig kvindestemme pludselig gjaldede i bilens højtalere.
”Risiko for sammenstød! Foretag undvigemanøvre!”
Stemningen i bilen blev på et øjeblik forvandlet fra sitrende spænding til ren frygt, da en anden bil kom kørende lige mod os med alt for høj fart til, at vi kunne gøre noget ved det.
Da bilen var så tæt på, at den spærrede for solen, kunne jeg se den anden bilists ansigt, men ikke tydeligt. Han havde mørke øjne og glat hår, der strittede i alle retninger. Hans hoved røg bagover, da hans grønne bil kørte ind i vores blå. Jeg husker, at metallet kvastes i blå og grønne folder, da vi bragede ind i hinanden, og ting fløj rundt i luften. Glas, metal. På et tidspunkt var det endda, som om lyset sprængtes i stykker og blev til fraktaler af stråler, der skar i mine øjne og hud. Og så var der lugten af røg. Og smagen af blod. Og en skraben af et eller andet mod min krop, der føltes, som om den var blevet flænset op på midten. Jeg tænkte på, om jeg var blevet delt over i to. Jeg drejede mig og prøvede at se, om jeg kunne finde ud af, hvad der var sket – om jeg kunne se Lonnies ansigt og ud fra hans øjne blive klogere på, hvor alvorligt det hele var. Men jeg kunne ikke se ham. Det var, som om han var forsvundet, og det eneste, der var tilbage, var mig og de to biler, der nu lignede én sammenpresset skrotbunke, mens det regnede med klirrende glasskår omkring mig. Så indså jeg med et chok, at manden i den anden bil var lige oven på mig, som om vi havde siddet sammen. Han var lige der. Jeg kunne røre ved ham. Og det prøvede jeg. Men mine hænder bevægede sig ikke. Intet bevægede sig, bortset fra bilerne, der stadig syntes at bølge mod og væk fra hinanden. Så jeg forsøgte at skrige på Lonnie, men der kom ikke noget ud af munden på mig.
Og så blev alting sort

og tvang mig i forsvarsposition.
”Jeg går i gang med det igen, så snart jeg er færdig med det nye drivhus,” sagde jeg. ”Jeg forstår ikke, hvorfor du er sådan på nakken af mig.”
”Bianca.”
”Lonnie.”
”Du er nødt til at holde dig til planen. Hele denne verden er ved at løbe af sporet. Hvis vi vil ende med noget, der virker ordentligt, er vi nødt til at gøre det, vi satte os for i starten. Er det ikke hele meningen med en testverden, at man udvikler sine idéer til perfektion der og så overfører dem til det rigtige spil?”
”Jeg troede, at meningen med testverdenen var at lave alle mulige skøre ting for at se, hvad der virker og ikke virker. At gå amok, sprænge ting i luften og lave ged i den uden at behøve at reparere noget.”
Lonnie sukkede. Han strøg sig over sit maskinklippede hår og kneb øjnene hårdt i et øjeblik, som om han havde ondt. Da han åbnede dem igen, havde de en sløret, grå farve og ikke den klare stålgrå, som betød, at han var i godt humør.
”Jeg troede, at du var interesseret i det her projekt,” sagde han. ”Du sagde, du ville skabe en hel verden med nye landskaber, landsbyer, et komplet sæt samfundslove og så lege lidt med den.”
”Jo, men …”
”Men først er vi nødt til at lave den. Og for at kunne det må vi have en plan, Bianca.”

med det nye drivhus,” sagde jeg. ”Jeg forstår ikke, hvorfor du er sådan på nakken af mig.”
”Bianca.”
”Lonnie.”
”Du er nødt til at holde dig til planen. Hele denne verden er ved at løbe af sporet. Hvis vi vil ende med noget, der virker ordentligt, er vi nødt til at gøre det, vi satte os for i starten. Er det ikke hele meningen med en testverden, at man udvikler sine idéer til perfektion der og så overfører dem til det rigtige spil?”
”Jeg troede, at meningen med testverdenen var at lave alle mulige skøre ting for at se, hvad der virker og ikke virker. At gå amok, sprænge ting i luften og lave ged i den uden at behøve at reparere noget.”
Lonnie sukkede. Han strøg sig over sit maskinklippede hår og kneb øjnene hårdt i et øjeblik, som om han havde ondt. Da han åbnede dem igen, havde de en sløret, grå farve og ikke den klare stålgrå, som betød, at han var i godt humør.
”Jeg troede, at du var interesseret i det her projekt,”

og tvang mig i forsvarsposition.
”Jeg går i gang med det igen, så snart jeg er færdig med det nye drivhus,” sagde jeg. ”Jeg forstår ikke, hvorfor du er sådan på nakken af mig.”
”Bianca.”
”Lonnie.”
”Du er nødt til at holde dig til planen. Hele denne verden er ved at løbe af sporet. Hvis vi vil ende med noget, der virker ordentligt, er vi nødt til at gøre det, vi satte os for i starten. Er det ikke hele meningen med en testverden, at man udvikler sine idéer til perfektion der og så overfører dem til det rigtige spil?”
”Jeg troede, at meningen med testverdenen var at lave alle mulige skøre ting for at se, hvad der virker og ikke virker. At gå amok, sprænge ting i luften og lave ged i den uden at behøve at reparere noget.”
Lonnie sukkede. Han strøg sig over sit maskinklippede hår og kneb øjnene hårdt i et øjeblik, som om han havde ondt. Da han åbnede dem igen, havde de en sløret, grå farve og ikke den klare stålgrå, som betød, at han var i godt humør.
”Jeg troede, at du var interesseret i det her projekt,” sagde han. ”Du sagde, du ville skabe en hel verden med nye landskaber, landsbyer

”
”Du er nødt til at holde dig til planen. Hele denne verden er ved at løbe af sporet. Hvis vi vil ende med noget, der virker ordentligt, er vi nødt til at gøre det, vi satte os for i starten. Er det ikke hele meningen med en testverden, at man udvikler sine idéer til perfektion der og så overfører dem til det rigtige spil?”
”Jeg troede, at meningen med testverdenen var at lave alle mulige skøre ting for at se, hvad der virker og ikke virker. At gå amok, sprænge ting i luften og lave ged i den uden at behøve at reparere noget.”
Lonnie sukkede. Han strøg sig over sit maskinklippede hår og kneb øjnene hårdt i et øjeblik, som om han havde ondt. Da han åbnede dem igen, havde de en sløret, grå farve og ikke den klare stålgrå, som betød, at han var i godt humør.
”Jeg troede, at du var interesseret i det her projekt,” sagde han. ”Du sagde, du ville skabe en hel verden med nye landskaber, landsbyer, et komplet sæt samfundslove og så lege lidt med den.”
”Jo, men …”
”Men først er vi nødt til at lave den. Og for at kunne det må vi have en plan, Bianca.”
Jeg ville ikke have, at vi kom op at skændes, men anede ikke

highschool, som man gør sådan et stort nummer ud af i film, så hvorfor ikke give det en chance? Som nystartet førsteårsstuderende var jeg i mit stille sind begejstret for highschool. Det var ligesom at nå et nyt level i livets computerspil: større skabe til ens remedier i spillet og sværere bosser såsom terminsprøverne – du ved, hvad jeg mener. Lonnie derimod var ikke videre fristet af festen, så jeg prøvede at få ham til at tage det sure med det søde, bogstavelig talt. Jeg sagde til ham, at jeg ville bage mine berømte brownier og tage et tæppe med, så vi kunne sidde og hygge med chokolade mellem tænderne. Jeg foretrækker at tro, at det var brownierne og tæppet, der fik ham overtalt, men jeg er ikke sikker. Det er jo ikke mange andetårsstuderende i highschool, der har lyst til at blive set sammen med en førsteårsstuderende, men vi havde været venner, siden jeg var seks, og han var otte, så vi faldt ligesom uden for de sædvanlige highschoolvenskabers rammer. Men det korte af det lange er, at det hele var min fejl. Alt det, der skete, var min skyld.
Lonnie kom ved femtiden. Jeg dansede ud af huset med brownierne og tæppet i armene og satte mig ind i bilen. Da vi kørte af sted, begyndte vi at tale om Minecraft, vores sædvanlige samtaleemne.
”Har du fået bygget alle fælderne?” spurgte han.
Jeg rynkede på næsen. Det havde jeg ikke. Først og fremmest fordi jeg havde glemt det.
”Faktisk så tænkte jeg, at det ville være bedre at bygge videre på vores base i stedet. Jeg besluttede at lave gulvet i drivhuset af glas, så man kan se ned på det hele.”
”Med andre ord gjorde du ikke det færdigt, som du sagde, at du ville. Igen.” Lonnie lød mere som en skuffet far end min ven og tvang mig i forsvarsposition.
”Jeg går i gang med det igen, så snart jeg er færdig med det nye drivhus,” sagde jeg. ”Jeg forstår ikke, hvorfor du er sådan på nakken af mig.”
”Bianca.”
”Lonnie.”
”Du er nødt til at holde dig til planen. Hele denne verden er ved at løbe af sporet. Hvis vi vil ende med noget, der virker ordentligt, er vi nødt til at gøre det, vi satte os for i starten. Er det ikke hele meningen med en testverden, at man udvikler sine idéer til perfektion der og så overfører dem til det rigtige spil?”
”Jeg troede, at meningen med testverdenen var at lave alle mulige skøre ting for at se, hvad der virker og ikke virker. At gå amok, sprænge ting i luften og lave ged i den uden at behøve at reparere noget.”
Lonnie sukkede. Han strøg sig over sit maskinklippede hår og kneb øjnene hårdt i et øjeblik, som om han havde ondt. Da han åbnede dem igen, havde de en sløret, grå farve og ikke den klare stålgrå, som betød, at han var i godt humør.
”Jeg troede, at du var interesseret i det her projekt,” sagde han. ”Du sagde, du ville skabe en hel verden med nye landskaber, landsbyer, et komplet sæt samfundslove og så lege lidt med den.”
”Jo, men …”
”Men først er vi nødt til at lave den. Og for at kunne det må vi have en plan, Bianca.”
Jeg ville ikke have, at vi kom op at skændes, men anede

”
”Men først er vi nødt til at lave den. Og for at kunne det må vi have en plan, Bianca.”
Jeg ville ikke have, at vi kom op at skændes, men anede ikke, hvad jeg skulle sige for at få ham til at holde op med at trække vejret tungt, som om han var en vred drage, der gjorde sig klar til at spy ild

og tvang mig i forsvarsposition.
”Jeg går i gang med det igen, så snart jeg er færdig med det nye drivhus,” sagde jeg. ”Jeg forstår ikke, hvorfor du er sådan på nakken af mig.”
”Bianca.”
”Lonnie.”
”Du er nødt til at holde dig til planen. Hele denne verden er ved at løbe af sporet. Hvis vi vil ende med noget, der virker ordentligt, er vi nødt til at gøre det, vi satte os for i starten. Er det ikke hele meningen med en testverden, at man udvikler sine idéer til perfektion der og så overfører dem til det rigtige spil?”
”Jeg troede, at meningen med testverdenen var at lave alle mulige skøre ting for at se, hvad der virker og ikke virker. At gå amok, sprænge ting i luften og lave ged i den uden at behøve at reparere noget.”
Lonnie sukkede. Han strøg sig over sit maskinklippede hår og kneb øjnene hårdt i et øjeblik, som om han havde ondt. Da han åbnede dem igen, havde de en sløret, grå farve og ikke den klare stålgrå, som betød, at han var i godt humør.
”Jeg troede, at du var interesseret i det her projekt,” sagde han. ”Du sagde, du ville skabe en hel verden med nye landskaber, landsbyer, et komplet sæt samfundslove og så lege lidt med den.”
”Jo, men …”