Evigheden i et siv

citeret i Af læsningens historie af Alberto Manguel: »For den, der stjæler eller låner en bog fra dens ejer uden at levere den tilbage, må den blive til en slange mellem hans hænder og sønderrive ham. Må han blive slået med lammelse og må alle hans lemmer splintres. Må han vansmægte i pine og råbe højt om nåde, og må der ingen ende være på hans lidelser, før han er gået helt i opløsning. Må bogorme gnave i hans indvolde som tegn på Ormen, som aldrig dør. Og når han endelig drager til sin endelige dom, må helvedes flammer da fortære ham til evig tid.«

Vi skal ikke glemme, at bogen i mange hundrede år har været vores allierede i en krig, der ikke bliver nævnt i historiebøgerne. Kampen for at bevare vores værdifulde skaberværker: ordene, der blot er et vindpust; fiktionerne, som vi digter for at skabe mening i kaos og overleve i det; de sande, falske og altid foreløbige indsigter, som vi ridser ind i vores uvidenheds hårde klippe.

Bøger, de ledte efter bøger.
Det var den bedst bevarede hemmelighed ved det ægyptiske hof. Herskeren over de To Lande, en af datidens mest magtfulde mænd, ville give livet

(de andres, selvfølgelig; sådan er det med konger)

Staatsbibliothek i Berlin, tegnet af Hans Scharoun og Edgar Wisniewski

I Alexandria opstod der revolutionerende teorier, såsom den heliocentriske opfattelse af solsystemet, der blev hentet frem i det sekstende århundrede og forårsagede den kopernikanske vending og dommen over Galileo Galilei

For Ptolemaios var det Athen. Præget i sin erindrings dyb af den uopnåelige by grundlagde han Museet i Alexandria

Jorge Luis Borges, som tilhørte dem, der tænker på den anden måde, skrev engang: »Det vidunderligste af menneskets forskellige redskaber er uden tvivl bogen. De øvrige er forlængelser af dets krop. Mikroskopet og teleskopet er forlængelser af dets syn, telefonen er stemmens forlængelse; dernæst har vi ploven og sværdet, forlængelser af menneskets arme. Men bogen er noget ganske andet: Bogen er en forlængelse af hukommelsen og fantasien.«

nker på den anden måde, skrev engang: »Det vidunderligste af menneskets forskellige redskaber er uden tvivl bogen. De øvrige er forlængelser af dets krop. Mikroskopet og teleskopet er forlængelser af dets syn, telefonen er stemmens forlængelse; dernæst har vi ploven og sværdet, forlængelser af menneskets arme. Men bogen er noget ganske andet: Bogen er en forlængelse af hukommelsen og fantasien

en af Horats’ epistler finder vi den oplyste leveregel: sapere aude, vov at tænke selv