En fortælling om blindhed

Da sagde lægen det som alle tænkte, men ikke vovede at sige højt, Det er muligt at denne blindhed er ved at gå over, måske vil vi alle få synet tilbage, og da han udtalte disse ord, begyndte lægens kone at græde, hun burde være glad, men hun græd, sikke mærkværdige reaktioner menneskene har, selvfølgelig var hun glad, herregud, det er vel let at forstå, hun græd fordi hele hendes mentale modstandskraft med ét var udtømt, hun var som et nyfødt barn, og denne gråd var hendes første og endnu ubevidste klynken.

Hele denne første dag, som de tilbragte i kløerne på de nederdrægtige blinde, havde den gamle mand med den sorte klap lyttet til og videreformidlet nyheder, mens han for egen regning korrigerede den åbenbare fejlagtighed i de officielle optimistiske spådomme, og nu var det allerede langt ud på natten, og da han omsider stak hovedet frem fra sengetæppet og rettede opmærksomheden mod den susen og skratten som radioens svage elektriske næring forvandlede nyhedsoplæserens stemme til, hørte han ham med ét skrige, Jeg er blind, og derefter lyden af et voldsomt stød mod mikrofonen, fulgt af forvirrende lyde og udbrud der knækkede over, og så pludselig stilhed. Den eneste radiostation apparatet nu kunne tage, var blevet tavs. I lang tid lå den gamle mand med den sorte klap med øret klistret til det nu livløse apparat, som om han ventede på at stemmen skulle kom­me tilbage og fortsætte nyhederne. Men han anede, ja han vidste, at den aldrig ville vende tilbage.

Hvis vi ikke er i stand til at leve fuldt og helt som mennesker, bør vi i det mindste gøre alt for ikke at leve fuldt og helt som dyr, ja, hun har gentaget det så mange gange nu at de andre i sovesalen til sidst har ophøjet disse i bund og grund enkle og elementære ord til en maksime, en læresætning, en doktrin, en leveregel

Ansporet af denne plagsomme tanke slap en af dem tovet og styrtede sig med armene fægtende i luften i retning af tumul­terne

positive og negative følger af vore ord og gerninger vil antagelig fordele sig ganske jævnt og ligeligt over alle fremtidens dage, også dem, de endeløse, da vi ikke længere er her og kan verificere dem, enten for at lykønske os selv eller bede om undskyldning, der findes desuden dem som hævder at netop dette er udødeligheden der tales så meget om.

Den dag vi indser at vi ikke længere kan gøre noget godt og nyttigt i verden, burde vi have mod til ganske enkelt at tage afsked med livet,

Stakkels mand, sagde hans kone, han vil aldrig stjæle biler mere, Det falder os så svært at tænke på at vi skal dø, sagde lægens kone, vi forsøger altid at finde på undskyldninger for de døde, det er som om vi på forhånd beder om at blive tilgivet når vores tur kommer, For mig virker alt dette endnu som en drøm, sagde den første blindes kone, det er som om jeg drømmer at jeg er blind,

er der vel i tårer når verden ingen mening har længere. På kommoden i pigens værelse stod en blomstervase af glas, vandet var fordampet og blomsterne var visne, det var derhen hendes blinde hænder søgte, og fingrene rørte ved de døde blade, hvor er livet skrøbeligt når man lader det i stikken

, jo, hjertet hamrede som en kæmpestor tromme

ligger almindeligvis ikke særlig dybt, første trappeafsnit, Nu ved jeg hvad det vil sige at være blind, andet trappeafsnit, Jeg skriger, jeg skriger, tredje trappeafsnit, mørket klistrer sig til hendes ansigt som en tyk grød, øjnene er forvandlet ti1 kugler af tjære, Hvad er det som er foran mig, og straks efter en anden tanke, endnu mere skræmmende, Og hvordan skal jeg finde trappen bagefter, pludselig mistede hun balancen og måtte sætte sig for ikke at falde, næsten bevidstløs stammede hun, Det er rent, det var gulvet hun mente, hvor vidunderligt, et rent gulv