Gunnar Lindbjerg Andersenmembuat kutipan2 tahun yang lalu
Men lidt efter lidt laengedes Dagene og Snemanden blev sort og lind.
Tina Halkjær Andersenmembuat kutipan4 tahun yang lalu
Vinduerne slog i Stormen, Paa Vejen horte man, langt borte. Vognenes tunge og langsomme Rullen som af et stort, bortdragende Ligtog.
Tina Halkjær Andersenmembuat kutipan4 tahun yang lalu
AErbodig tog han Kongens Billede op. Naensomt, mens Lampens Lys faldt paa hans Ansigt, losnede han de splintrede Glasstykker ud, et efter et, og haengte Kongebilledet hen. De smaa Flag stak han op derover.
Tina Halkjær Andersenmembuat kutipan4 tahun yang lalu
ned mellem de tomte Glas.
Tina Halkjær Andersenmembuat kutipan4 tahun yang lalu
Men--hvad vil da Gud med sit Danmark?
Tina Halkjær Andersenmembuat kutipan4 tahun yang lalu
han kom ud paa Gaardtrappen, snublede han over noget paa Trinene
Tina Halkjær Andersenmembuat kutipan4 tahun yang lalu
Saa kommer Skovrideren hjem. Og hun blev siddende ved Siden af sin Fader, stirrende frem for sig med store Ojne.
Tina Halkjær Andersenmembuat kutipan4 tahun yang lalu
han var som livlos, gamle Bolling--indtil han brast i Graad, laenet til Skorstenen. Saa havde de siddet der, tause sammen, laenge.
Tina Halkjær Andersenmembuat kutipan4 tahun yang lalu
begyndte at kore, Skridt for Skridt, med de snublende Dyr;
Tina Halkjær Andersenmembuat kutipan4 tahun yang lalu
Ja, mine Herrer, nu vil der blive meget at gore og meget at gennemgaa for os alle.