Rane Willerslev

»Sovjetideologerne var så skråsikre, at de glemte at skelne nøje imellem det, der ligner, og det, der er identisk. Og de forsøgte at udvikle teoretiske modeller over verden, hvor alt passer sammen på kryds og på tværs. Blot glemte de, at alle teorier er modeller af virkeligheden og ikke virkeligheden selv. På den måde gled hele systemet over i en slags sindssyg tilstand. Det er en farlig tilbøjelighed, som det politiske har. Men Kierkegaard vidste, at virkeligheden ligger uden for ordet, og at vi som mennesker ikke er i stand til at komme med en total beskrivelse af verden.

For sådan er jeg blevet opdraget: Ligegyldigt hvor forskellige vi mennesker er, ligegyldigt hvor uensartet vores kulturelle baggrund måtte være, så er vi alle ens i kraft af vores fornuft. Appelleres der til denne fornuft, vil det gode altid sejre. Men sådan er det ikke gået, tværtimod. Den Kierkegaard-kyndige dyrlæge, Germagen, ramte ikke blot plet i sin kritik af sovjetteknokraternes klippetro på, at de kunne planlægge alt, at de kunne regne sig frem til konsekvenserne af deres handlinger. Han ramte også mig lige i hjertet, da han talte om at være et offer for menneskets enfoldige tro på fornuftens sejrsgang. Jeg mærker, hvordan mit værdigrundlag er blevet sparket væk under mig. Til trods for mine rationalistiske og sobre idealer har jeg i min inderste sjæl været en storromantiker, et fjols.