Yrsa Sigurdardottir

Han kunne ikke skjule, hvor ilde tilpas han var, og det gav hende en følelse af selvsikkerhed og tilfredshed.

Det forklarede i det mindste, hvorfor han ikke havde villet g

den opgave, hun stod overfor, havde en god indflydelse på hendes smerter. Men gåpåmodet var sivet ud af hende, da hun så sin tidligere kollegas ansigt stirre op på hende fra sin iskolde grav. Hvert skridt efter det gjorde ondt, og derfor blev det sidste stykke hjem ikke smertefrit, selvom det ikke var langt.
Kvinden bag rattet i politibilen rullede vinduet ned, kaldte på hende og vinkede. Jóhanna stønnede indvendigt, men lod sig ikke mærke med noget og vinkede tilbage. Hun var på ingen måde i humør til at stå i kulden og snakke med den unge, kvindelige politibetjent. Selvom hun længtes efter selskab, handlede det udelukkende om at have en anden person i nærheden. Det var ikke samtale, hun var ude efter. Hun orkede ikke at snakke nu. Der var intet, hun havde lyst til at sige, og intet, hun havde lyst til at høre. Så hun vendte sig om og begyndte at gå.
”Jóhanna!” Kvinden blev ved med at vinke. ”Geiri bad mig om at køre dig hjem.”
Jóhanna vendte sig om, men var for lang tid om at reagere. Hun stirrede sløvt på politikvinden, der syntes at tro, at Jóhannas manglende respons betød, at hun ikke troede på hende. ”Han kontaktede mig over Tetra-radioen. Vil du ikke have et lift?”
Det var et godt tilbud, og det var desuden lettere bare at tage imod det i stedet for at skulle til at åbne munden og takke nej. Så Jóhanna nikkede og gik hen til bilen. Hun forsøgte at komme i tanke om den unge kvindes navn, men forgæves. Hun kunne ikke komme det nærmere, end at det var kort og muligvis startede med D. Dísa eller Dóra. Hun gjorde sig umage for ikke at halte, men at dømme efter kvindens bekymrede ansigtsudtryk mislykkedes det.
”Hvordan er du kommet til skade?” Kvinden så ned på Jóhannas fødder.
Passagersædet var langt mere behageligt end sædet i den gamle offroader