Yuval Noah Harari

Så selv om præsidenter, administrerende direktører og generalers daglige program stadig er fyldt med håndtering af økonomiske kriser og militære konflikter, kan menneskeheden på historiens kosmiske skala løfte blikket og begynde at rette det mod nye horisonter.

For et meget mere ekstremt eksempel kan man tænke på Jesus. To årtusinders historiefortælling har indkapslet Jesus i en så tyk kokon af historier, at det er umuligt at finde frem til den historiske person. Millioner af fromme kristne betragter det som blasfemi blot at nævne
muligheden for, at den virkelige person var forskellig fra den Jesus, vi møder i Bibelens historier. Så vidt vi ved, var den virkelige Jesus en typisk jødisk prædikant, som opbyggede en lille tilhængerskare ved at holde prædikener og helbrede de syge. Efter sin død blev Jesus imidlertid genstand for en af de mest bemærkelsesværdige brandingkampagner i historien.

Betyder alt dette, at vi i selvkorrigerende mekanismer har fundet det vidundermiddel, som beskytter menneskelige informationsnetværk mod fejl og bias? Tingene er desværre langt mere komplicerede end som så. Der er en grund til, at institutioner som den katolske kirke og det sovjetiske kommunistparti valgte ikke at have stærke selvkorrigerende mekanismer. Mens sådanne mekanismer er vigtige for jagten på sandhed, har de store omkostninger med hensyn til bevarelsen af ordenen. Stærke selvkorrigerende mekanismer er tilbøjelige til at skabe tvivl, uenighed, konflikt og splittelse og til at underminere de myter, der holder sammen på den sociale orden.