Samanta Schweblin

døren. Jeg tog min jakke og fulgte med.
Udefra så huset ud, som det altid havde gjort, nyklippet græs og Silvias azaleaer hængende fra altanen. Vi steg ud af hver vores bil og gik indenfor uden at sige noget. Sara sad i lænestolen. Selv om skolen var slut for i år, så var hun stadig iklædt gymnasietrøjen, som sad på hende som på en skolepige i et pornoblad. Hun sat ret op og ned, med samlede ben og hænderne på knæene, koncentreret om at stirre på et punkt ude i haven, som om hun var ved at lave en af sin mors yogaøvelser. Det gik op for mig, at selv om hun altid havde været mere eller mindre tynd og bleg, så så hun nu ud til at strutte af sundhed. Hendes ben og arme virkede stærkere, som om hun havde løftet vægte i månedsvis. Hendes hår skinnede, og hendes kinder var lyserøde, som om farven var malet på, bare ægte. Da hun så mig komme ind, smilede hun og sagde:
„Hej, far.“
Min lille tøs var virkelig yndig, men disse to ord var tilstrækkelige til at forstå, at der var noget alvorligt galt med denne pige, helt sikkert noget med hendes mor. Nogle gange tænker jeg, at jeg burde have taget hende med mig, men næsten hver gang tænker jeg nej, alligevel ikke. Et par meter fra fjernsynet, ved siden af vinduet, hang der et tomt bur ned fra loftet. Det var et fuglebur, måske halvfjerds-firs centimeter i højden.
„Hvad er det?“
„Et fuglebur,“ sagde Sara og smilede.
Silvia gjorde tegn til, at jeg skulle følge