Cara Colter

– Nej, gøs hun. – Jeg er bare ikke vant til det her med ’øje for øje’.

siden. Jeg tænker stadig på ham.
– Det ved jeg.
– Den lykkeligste dag i mit liv var den dag, han blev født.
Han havde været med til fødslen og stirret betaget som et stort fjols, mens han havde set miraklet folde sig ud. – Jeg var den første, der holdt ham, da han kom til verden, hviskede han hæst.
Og han havde været en af de sidste, der havde fundet ud af sandheden, fordi dna-testen var blevet lækket til medierne.
– Vi elskede ham også, mindede hans mor ham om. Julias stemme var fuld af den samme komplicerede kombination af følelser, der fik Bryans hals til at brænde og hans øjne til at svie. – Det Camilla gjorde mod

– Det var måske, fordi hun lugtede af fisk, sagde Sophie på engelsk, fordi hun ikke lige kunne huske, hvordan man sagde det på tysk. Var hendes frisure virkelig så uheldig? Lignede hun ikke bare en ubekymret ung kvinde, der ikke havde behov for en smart frisure?
Brand trådte ind, og Sophie nåede lige at spekulere på, hvem der mon var kommet: den ubekymrede nabodreng fra gamle dage eller den nye Brand, den trætte kriger.
Det var krigeren. Der var noget urørligt over ham. Det smil, der spillede om læberne, nåede slet ikke op til øjnene.
Men det handlede ikke om hende.
– Er alt i orden? spurgte hun lavmælt, mens hun tog sin taske. Han holdt døren for hende, og hun gik udenfor.
Han så forskrækket ud, som om han havde troet, han kunne narre hende med sit smil. – Ja, helt fint.
Hun så på ham, lidt længere. Alting var ikke fint. Så hun måtte bare arbejde sig baglæns, indtil hun fandt ud af, hvorfor han så sådan ud i dag.
Og hvad så bagefter? spurgte hun sig selv, og da der ikke kom noget svar, håbede hun bare, at svaret ville dukke op, når tiden var inde.